’Valhal’ – Eventyrteatret

Eventyrteatret ‘Valhal’: Eventyrteatret havde lørdag premiere i Tivolis glassal på deres forestilling ’Valhal’. En flot men noget efterårsvåd oktoberdag forvandledes således fra en helt almindelig lørdag, til pludselig at blive en dag, hvor der blev kastet lys over livets op- og nedture – fra kærlighed og sorger, til fest og farver, med alt den eventyrlige livsglade stråleglans der følger Eventyrbørnenes fantastiske fortællinger. Med ’Valhal’ kommer du med på en spændende rejse, tilbage til den nordiske mytologis gudeverden, spækket med farer der lurer i mørket, guder der kæmper og fester samt modige mennesker, der drives frem mod fred og venskaber af had, sorg og kærlighed.

Grid og Valravnen

© Eventyrteatret 2012, Foto: Ole Mortensen/ Tilsted Com

En ting jeg hverken kan eller vil lægge skjul på, er at jeg er himmelskudt i Eventyrteatrets forestillinger. Jeg kan således ikke komme udenom det faktum, at Eventyrteatret år efter år i lige knap tyve år, har overdynget mig med den smittende begejstring og feststemning, der til alle tider finder sted, når Eventyrbørnene går løs på scenen. Det vil derfor uden tvivl skinne igennem her – at jeg hvert år til stadighed glæder mig til at se Eventyrteatrets eventyrlige fortællinger, som var jeg seks år igen, og skulle til at opleve Eventyrteatret for første gang. Meget anderledes var det derfor ikke i lørdags, da jeg drog af sted mod min tyvende Eventyrforestilling, ’Valhal’.

 

En verden hvor alt kan ske
’Valhal’ er fortællingen om den nordiske mytologi, med guderne i Asgård, jætterne i Udgård og menneskene i Midgård. En verden præget af krig og fred, venskaber og fjendskaber, kærlighed og had, sorg og glæde. En verden hvor alt kan ske, og intet helt forudses.

I Asgård møder vi de nordiske guder, visdommens gud Odin, Odins hustru Frigg, torden- og krigsgiden Thor og skjaldenes gud Brage, Odins observante og løjerlige ravne Hugin og Munin (Tobias Augustsson & Tilde Gaardboe), jætter, store som små, valkyrier og tapre faldne vikinger, einherjerne. Her bliver der festet for fuld musik til Barges (Magnus Jakobsen) fortryllende toner, med kød og mjød i lange baner – det hele kombineret med forrygende dans der lige sætter lidt ekstra gang i festgildet.

 

En kanon cocktail for mellemgulvet
For at komme med til fest i Valhal, skal man som almindelig viking dog være faldet heltemodigt i kamp. Skildringen af denne færd mod Valhal, formår de to kammeratlige vikinger Elof (Markus Borg) og Algot (Kristian Skovgaard), i samspil med valkyriernes leder Brynja (Martine Levinsen) og hendes valkyrieflok, at levere helt suverænt. Super skægt når de ualmindeligt tøsede valkyrier vimser rundt og gør vikingerne forfjamskede og helt perplekse. Meget betaget og godt underholdt blev jeg uden tvivl af særligt Brynjas virkelig morsomme og ekstreme karakter, når hun overtog scenen med energi og kraftfuld stemmeføring.

Tilbage i Valhals sale var det især Thor (Thomas Lykke), der med sin tordnende figur og sine frontale sammenstød med Frigg (Katrine Fenger), der satte gang i mine lattermuskler.

I det hele taget er Valhals einherjer og guder intet mindre end totalt gakkede og morsomme. For mig blev der nemlig skabt en kanon cocktail for mellemgulvet, når de gang på gang lader genkendelighed fra hverdagens festligheder og små familieintriger blive sammenblandet med de skøreste indfald.

 

Drømme og længselsfulde følelser
Menneskepigen Grid (Clara Rugaard-Larsen) udtrykker på en og samme tid en gribende sorg og en nostalgisk glæde i hendes smukke og sorgfulde sang ‘Drømme’, om hendes forældre og deres kærlighed til hinanden. En sang der sætter sig som en lille trykken for brystet, idet jeg drages ind i sangens tekst og fornemmer Grids længselsfulde følelser, som hun står så ganske alene med. Her må jeg indrømme, at jeg smeltede ved lyden af Grids gennemtrængende og dejligt let hæse stemme, da den i flotte rammende højder skyllede ind over mig og fortonede sig forstummende i salen omkring.

 

Sindssygt smukke intense og fascinerende farver
Mest grebet og overvældet blev jeg dog uden tvivl af de mørke og skræmmende valravne, en blanding af mennesker, rovdyr og ravne. Med deres tilstedeværelse på scenen befinder jeg mig pludselig i et hav af helt sindssygt smukke intense og fascinerende farver samt et virvar af mystisk glimtende lysskær. Foran mig i et dystert lys, bevæger Valravnen (Jonathan Stahlschmidt) sig i elegante og samtidigt hurtige og frygtindgydende flakkende bevægelser. Den dystre scene kaster mig kort tilbage til min allerførste Eventyrforestilling ‘Klodshans’ (Amager Scenen 1993), og den samme følelse af uhygge samt lettere skræmte stemning, som da jeg den gang sad og så Klodshans’ brødre blive overfaldet af de fæle røvere Rod og Rad og deres kække og farlige røverbande.

Valravne

© Eventyrteatret 2012, Foto: Ole Mortensen/ Tilsted Com

 

Grinnungagab – det store tomrum og øde kaos
Det bliver samtidigt i valravnenes tilstedeværelse, at jeg personligt oplever stykkets smukkeste sang ‘Grinnungagab’, som meget sigende er den nordiske mytologis ord for det store tomrum og øde kaos, der eksisterede før jorden blev skabt, i verdens urtilstand. Alt imens valravnene fylder scenen ud med deres gribende og meget autentiske bevægelser samt lokkende farverige dragter, strømmer mystiske og keltiske toner med ét ud i salen, og fylder mig med en blanding af længsel, uhygge og skræmmende spænding.

For mig er det en sang med virkemidler som denne, der virkelig formår at give mig kuldegysninger og gåsehud over hele kroppen, og så synes jeg utvivlsomt, at sangen gjorde sig uendeligt godt i stykkets mytologiske verden. Overraskende og lækkert med noget nyt og anderledes.

 

Fangende keltiske rytmer
Det keltiske går glædeligt igen i sangen ‘Fenrisulven’, hvor svartalfen Nabbi (Laurids Skovgaard), lysalfen Elvi (Amalie Petri), jætten Jokul (Magnus Haugaard) og skjaldeguden Brage i lejrbålets skær synger om historien bag Fenrisulvens lænker i et fint og fornøjeligt sammenspil. Særligt fremtrædende er her den lille svartalf Nabbi, som med en entusiastisk energi sætter gang i natten, i et fælles forsøg på at opmuntre den noget sammenbidte Grid, som ikke er meget for at være kommet med på deres farlige færd, som udvalgte i kampen mod Valravnen.

I det hele taget synes jeg, at de mange sange fra ’Valhal’ var præget af gode og fangende rytmer. Skarpe og indlevende sange der sammensat med interessante og levende danse, en til flere gange fik mig til at sidde og vugge fornøjet med til tonernes gang.

Elvi, Nabbi, Jokul, Brage og Grid

© Eventyrteatret 2012, Foto: Ole Mortensen/ Tilsted Com

 

Livsbekræftende og farvestrålende fortælling
’Valhal’ kommer ud og rundt om virkelig mange af livets store som små begivenheder – om det så er forholdet mellem unge på egen alder, der går fra fjendskab og drilleri til omsorg og venskab, eller venskabet der med ét forvandles til en brændende og inderlig kærlighed.

Jeg synes endnu en gang at Eventyrteatret formår at levere en på en gang lærerig, morsom og farvestrålende fortælling i deres forestilling om ’Valhal’. Det er klart en oplevelse, som selv de voksne bør unde sig selv at se – livsbekræftende som altid, på trods af livets op- og nedture. Som der synges undervejs i stykket: ”Tiden læger alle sår”.

 


Titel: ‘Valhal’
Sted: Glassalen, TIVOLI
Spilleperiode: 5. – 21. okt. 2012
Varighed: 2 timer

Instruktør: Gunvor Reynberg
Manuskript: Gunvor Reynberg
Komponist: Christian Dahlberg
Sanginstruktører: Anna Britt H. Mathiassen, Jakob Stenz
Medvirkende: Eventyrteatrets Eventyrbørn

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s