‘EL DORADO – jagten på den gyldne by’ – Eventyrteatret

‘EL DORADO – jagten på den gyldne by’: Oktober er ensbetydende med naturens skønne og varme efterårsfarver samt ikke mindst Eventyrteatrets tilbagevendende efterårsforestilling, som skydes i gang første weekend i oktober, og spiller efterårsferien over, til stor glæde for rigtigt mange børnefamilier, og så selvfølgelig alle os andre, der bare bliver hængende år efter år. Et glædeligt, glædestrålende og altid humørsmittende og livsbekræftende gensyn. Dette års musicalforestilling ‘EL DORADO – jagten på den gyldne by’, blev til en ekstrem farverig lørdag formiddag, med masser af efterårets betagende farver samt glimtende guld i lange baner.

Solens søn og datter

© Eventyrteatret 2013, Foto: Ole Mortensen/ Tilsted Com

Med Eventyrteatrets ‘EL DORADO’ blev jeg kastet direkte ind i inkarigets mytologiske og sagnomspundne imperium af det pureste guld med Solens søn og datter som inkaherskere, Soltemplet til formildende ofringer for og tilbedelse af Solen, hvide ånder, magt og bedrageriske fjender og venner i den gyldne by El Dorado – som efter sigende skulle gemme på en af verdens største skatte! En by mange har måttet lade livet for i deres søgen, jagt og begær efter det skjulte guld. Et begær som kan få selv den bedste til at tabe besindelsen og det gode, som findes i alle mennesker.

 

Omvæltende familieudflugt
‘EL DORADO’ er samtidigt fortællingen om den evindeligt videbegærlige professor og familiefar Henry Hansen (Magnus Haugaard), som har taget sine tre noget modvillige børn Morten (Stefan Hjort), Molly (Josephine Ellefsen) og Steen, også kaldet Einstein (Laurids Skovgaard) med på sommerfuglejagt dybt inde i Amazonejunglen – til særlig stor utilfredshed for den noget rebelske Molly, som føler svigt i kraft af deres fars manglende interesse og omsorg for hans børn gennem opvæksten såvel som efter forældrenes skilsmisse.

En således noget splittet familie, hvis ellers lettere tilforladelige sommerfuglefærd fra det ene øjeblik til det andet, pludselig forvandles til en turbulent omvæltende, farefuld, øjenåbnende lærerig og spændingsfyldt rejse med nye som gamle venskaber, berusende kærlighed samt udfordrende prøvelser på styrke og mod. En rejse som vender op og ned på familiens skjulte følelser og ellers svækkede bånd, i mødet med Kommando RR, en tilsyneladende ufarlig og godhjertet gruppe af miljøaktivister, samt det mystiske inkafolk.

 

Hovedingrediensen
For mig var det i særlig høj grad forestillingens humor som udgjorde det bærende element i fortællingen om ‘EL DORADO’. Et element som altid har dannet ramme om Eventyrteatrets mange forestillinger gennem tiden, som følger tidens ånd, men som kun har udviklet sig, og således styrkes år efter år med altid yderst underholdende indslag og genkendelige referencer fra dagens samfund og hverdag – tilmed det til tider noget hårde og rå sprogbrug, finder uden besvær vej til genkendeligheden.

‘EL DORADO’ byder således også på god latterrullende humor og skæve karakterer, som vækker smil og grin frem hos mig og resten af salen. Her blev det i særlig høj grad familiefaren Henry med hans godmodige, pudsige og følsomme væsen som fik smilet frem, samt ‘Tingbjerg-Ronnie’ (Kasper Stensbirk) og ‘diva-Kimmie’ (Josephine Feit) fra Kommando RR med deres stereotype og godt rammende parodier på den hårde gangster-type med smarte og hårde ord i munden til enhver lejlighed samt den noget malplacerede primadonna med de tomme blonde spørgsmål, udtalelser og kommentarer. Samtidigt i inkariget er det den manisk gakkede og fuldstændigt totalt skøre figur Shamanen (Martine Levinsen), som sætter gang i mine lattermuskler og giver mig ondt i mundvigene med sine dyriske og crazy bevægelser i samspil med løjerlige strømme af ord. Løjerlig er desuden ordet for den forsvundne ven af professor Henry, den lasede Dr. David Leversten (Thomas Lykke), som er helt oppe at køre over kartofler, og hvor meget han elsker dem – en af mange goder med rødder i inkariget, som siden har fundet vej til resten af verden. En kærlighed Dr. Leversten erklærer i den herlige sang ‘Kartofler’ om netop denne fantastisk alsidigt anvendelige og mæthedsbrugbare spise.

Dr. David Leversten

© Eventyrteatret 2013, Foto: Ole Mortensen/ Tilsted Com

 

Forførende toner
Også sangene må siges at bærer forestillingen godt på vej. Endnu en gang imponeres jeg af Eventyrteatrets iørefaldende musiske evner og skarpe talenter i et væld af fængslende og fængende toner, rytmer, beat samt klare, rene og eminente stemmer – altid overvældende hvor talentfulde Eventyrbørnene er.
Fortællingen om ‘EL DORADO’ bød på mange forskellige musikgenre, lige fra hip hop og rock, til jazz og indisk over i de mere dragende sydamerikanske rytmer. En lækker sammenblanding, som synes at spille ganske godt sammen.

Jeg er dog særlig vild med det gennemgående forførende fyldige og dunkende beat i sangene ‘Solens Gud’ og ‘El Dorado’, som rummer elementer der minder mig om Eventyrteatrets fantastiske forestilling ‘Elverhøj’, og dennes dystert fangende sang ‘Mosekonebryg’, i ‘EL DORADO’ ledt flot an af blandt andet Shamanens kraftfuldt dragende og gennemskærende stemme. Sangen bliver yderligere virkningsfuld i sin fine brug af Paradens Eventyrbørn, som med deres placering ude omkring i salen formår at skabe en inkluderende stemning i forhold til publikum, der pludselig synes som en inddraget del af fortællingen.
Desuden en meget fin og fløjlsblød lethed der finder sted i sangen ‘Sommerfuglestøv’, i familiefaren Henry og Kommando RR’s anfører Rosas møde med en af verdens mest sjældne sommerfugle dybt inde i den mørke jungle.

 

Et spændende udtryk
Jeg tog desuden mig selv i undervejs i fortællingen at drage en del paralleller, ikke kun til ‘Tintin’ og hans opdagelsesrejse gennem Peru til inkariget, men også ‘Indiana Jones’ og hans farefulde bedrifter ud i forsvundne skatte, byer og venner. Derudover blev jeg i Kommando RR’s sang om miljøet ‘Red Regnskoven’ endnu en gang kastet tilbage til Eventyrteatrets tidligere forestilling ‘Klodshans’ i kraft af deres lettere hiphop-prægede dans, som gav ‘EL DORADO’ et spændende moderne og dejligt anderledes samt nede-på-jorden udtryk.

Sangen ‘Red Regnskoven’ om verdensmiljøets ve og vel, og det at kigge indad og feje for egen dør, mindede mig desuden om når jeg lytter til Michael Jacksons ‘Man In The Mirror’. En sang som i ‘EL DORADO’ viser og understreger Eventyrteatrets fantasifuldt favnende og aktualitetsrammende evner ud i deres forestillinger.

 

Begyndelsen på noget nyt
Som garvet Eventyr-gænger er det selvfølgelig svært at komme udenom det faktum, at Eventyrteatrets maskot Karlo Kanin i år udelukkende figurerede som Einsteins medbragte bamse, og dermed ikke som forestillingens vært der sammen med salen og ordene ”lapinus vitaminus carrot” sætter fortællingen i gang. Et element jeg, ligesom med den i sin tid anvendte introsang med alle Eventyrbørnene på scenen, ved forestillingens begyndelse, vil savne, fordi det for mig var med til at skabe en helt unik stemning jeg ellers kun har fundet i Eventyrteatret – som brikken i det store eventyrlige puslespil, der fortalte mig, at nu var jeg på vej ind i eventyrets forunderlige verden.

Men som der synges og istemmes i ‘EL DORADO’ er enhver slutning en begyndelse på noget nyt. Og det nye behøver ikke dermed nødvendigvis at være skidt, det er bare anderledes, og anderledes er godt når der kræves forandringer og tilpasning til nye tider.

 

En solstrålehistorie
I ‘EL DORADO’ formår Eventyrteatret endnu en gang, med paletten fuld af alverdens skinnende og fascinerende skarpe farver, at sætte gang i en forventningsfuld og begejstret sal, og her forvandle en blæsende efterårsdag til en stormfuld og hæsblæsende festlig og velfortolket sagnfortælling om en by af guld. En solstrålehistorie som til alle tider er et besøg værd for den som måtte føle for et endnu bredere smil om munden samt viden om, at ikke alt der skinner er guld.

Den store ceremoni i EL DORADO

© Eventyrteatret 2013, Foto: Ole Mortensen/ Tilsted Com

 


Titel: ‘EL DORADO – jagten på den gyldne by’
Sted: Glassalen, TIVOLI
Dato: 4. – 20. okt. 2013
Spilletid: 2 timer

Instruktør: Bo Skødebjerg
Manuskript: Gunvor Reynberg
Komponist: Christian Dahlberg
Sanginstruktører: Anna Britt H. Mathiassen, Jakob Stenz
Medvirkende: Eventyrteatrets Eventyrbørn

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s