‘Den Stundesløse’– Folketeatret

‘Den Stundesløse’: Holberg-komedien ‘Den Stundesløse’, havde lørdag den 1. februar premiere på Folketeatret. ‘Den Stundesløse’ blev for mit vedkommende en komisk energifyldt oplevelse ud i en fortælling om kærlighed og rastløshed godt og grundigt indviklet i intriger, galskab og total forvirring. En øjenåbner for det liv du er en del af, og derfor bør tage del i. Man skulle jo nødigt gå hen og glippe selveste livet og dets sande værdier ved at lade det passere ens næse forbi, blot fordi man hænger sig i ubetydelige detaljer og derfor er sig livet blindt – noget som dog kan være lettere sagt end gjort. Og måske mest af alt noget som kræver en vis portion selverkendelse?

Den stundesløse

© Folketeatret 2014, Foto: Thomas Petri

Jeg har ved nærmere eftertanke endnu aldrig set et Holberg-stykke førend ‘Den Stundesløse’. I al fald ikke på scenen. For jeg har da læst historien bag og set filmatiseringen af ‘Jeppe på bjerget’, og hvem har ikke hørt om ‘Den Politiske Kandestøber’ eller ‘Erasmus Montanus’? Men ‘Den Stundesløse’ er altså mit første sceniske Holberg-bekendtskab – og hvilket bekendtskab. Et ikke mindre end mageløst overraskende et af slagsen, kan jeg allerede nu afsløre.

 

Et Holberg’sk opråb
Ludvig Holberg skrev komedien ‘Den Stundesløse’ tilbage i 1723, men dette synes ikke at være til hinder for en forståelse for stykkets fortælling, som til trods for sin fremskredne alder, til stadighed synes at have relevans, og dermed ikke synes fuldstændig fremmed i dagens samfund, hvor det kan være svært at huske sig selv på, hvad det egentligt betyder at slappe af – og nej, det er ikke at have mobilen tændt og altid ved hånden, så alt og alle konstant kan få fat på en; for man skulle jo nødigt gå glip af noget. Jeg ved jo også godt selv, at jeg bare bør lade min mobil ligge eller slukke for den og lade den være, men den ligger jo lige der og ser så lille, uskyldig og harmløs ud – og hvor meget ravage kan den overhovedet forårsage? Det er jo ikke fordi jeg bliver mere fraværende eller stresset af at have den lige ved hånden. Eller hvad? Er det faktisk den der er med til at give mig følelsen af netop altid at skulle være med i alting, og give mig skyldsfølelse hvis jeg nu pludselig ikke er det?

 

En ny rap fortolkning
Et nutidigt islæt præger denne opsætning af ‘Den Stundesløse’. Med neonfarver, nutidige fraser, talemåder og sprogbrug, samt oversættelser af komediens oprindelige begreber og vendinger, det hele flettet godt og grundigt sammen med komediens klassiske rammer, er ‘Den Stundesløse’ blevet oversat til og tilpasset vor tid.
En oversættelse som ikke synes at forhindre mig i at lade mig rive med i og af stykkets nyfortolkninger samt stærkt underholdende fortælling, og grine til smilet sad påklistret mit ansigt, men dog en oversættelse der krævede en smule tilvænning fra min side. Jeg må indrømme at jeg nemlig gerne havde set stykket udspillet med dets oprindelige sprog, ud i ordbrug og dialoger, i endnu højere grad end hvad der var tilfældet. Dette måske særligt, fordi jeg som sagt aldrig tidligere havde set et Holberg-stykke på scenen, og derfor sad inde med et ønske om at mærke lidt på samt få en endnu ”renere” fornemmelse af, hvad der rørte på sig i humoren fra komediens oprindelsestidspunkt. Men men men dermed ikke sagt, som i overhovedet ikke sagt, at dette nye ikke gjorde det godt – for det var godt, selv i en nyfortolket udgave!

 

Stor ståhej – for det rene ingenting!
Fortællingen om ‘Den Stundesløse’ er fortællingen om den altid fortravlede, eller nærmere bestemt indbildt fortravlede, og således noget forvirrede og stundesløse Vielgeschrey (Henrik Koefoed), som løber forjaget rundt og bilder sig selv ind, at han har så forfærdeligt travlt, med meget at gøre af forretninger og alverdens forehavender. Dette selvom at virkeligheden er en anden, og han i stedet forårsager en gruelig masse røre blandt sine medmennesker og nærmeste med sin påståede travlhed – dog uden rent faktisk at få løst nogle af sine mange mange ”forretninger”, og således få noget egentligt fra hånden. Men sådan går det når man som den pedantiske Vielgeschrey ikke lader verden gå sin egen gang, men i stedet altid lige skal være med inde over alt og intet med sit kontrollerende og urolige væsen, der har svært ved at slippe kontrollen og fralægge sig ansvaret – til syvende og sidst dog uden at besidde nogen kontrol overhovedet. For verdenen omkring Vielgeschrey lader sig ikke styrer, men tager i stedet styringen. Dette med stor list og mange forpurringer.

Vielgeschrey og hans skriverkarle

© Folketeatret 2014, Foto: Thomas Petri

 

Kærlighed og intriger
Særligt synes Vielgeschrey’s galskab at stå i vejen for hans datter Leonoras (Sofia Nolsøe) rigtige kærlighed til den belærte bejler Leander (Nikolaj Bjørn-Andersen). En kærlighed som, står den til Vielgeschrey, ser helt anderledes ud, og dette gerne i hans favør, udelukkende til fordel for hans egen fortravlede hverdag og ”forretninger”.
Men kærligheden er en stærk modstander, der ikke bare sådan lige er til at feje til side uden kamp, intriger, snyd og bedrag. Særligt ikke for en i forvejen rundtosset person, som er blind for livets sande værdier, og hvis svagheder let lader sig udnytte. En således klassisk kærlighedsintrige, hvor barrierer skal nedbrydes førend at kærligheden fuldt ud kan besejre og trumfe igennem med alt hvad den har at byde på af ægthed og varme. Det hele godt iblandet en god portion humor, seksuelle under- og måske i særdeleshed ”over-”toner, som med rullende lattermuskler førte mig ind og ud af hverdagens skyggesider, og til tider skræmmende erkendelser om det liv der bør leves og de ting du måske blot bør lade stå til, for i stedet at være til stede lige nu og her.

Pernille, Leonora og Leander

© Folketeatret 2014, Foto: Thomas Petri

Personligt var jeg rigtigt godt underholdt af de mange sjove karakterer som den lurendrejende taskenspiller Oldfux (Tom Jensen) disker op med som led i den rappe, kække og handlekraftige tjenestepige Pernilles (Cecilie Stenspil) opfindsomme opspind i kampen for kærligheden. Også den libidinøse og noget amourøse husholderske Magdelone (Sonja Oppenhagen) gør et særligt indtryk på mine lattermuskler, dette i særdeleshed i selskabet med den finurlige og noget vattede bogholder Peder Erichsen (Søren Hauch-Fausbøll). Sammen formår de at skabe en på en og samme tid pudsig og øm duo, der fra det ene øjeblik til det andet går fra en tilstand præget af forbavselse og forsigtigt udtalte kærlige ord til en erotisk ladet tilstand med to uadskillelige og ustandselige personer, fuldstændig vilde i varmen.

Magdelone og PederErichsen

© Folketeatret 2014, Foto: Thomas Petri

 

Understreger tilstedeværelsens vigtighed
Med Holbergs stærkt underholdende komedie ‘Den Stundesløse’ bliver alvoren slået godt og grundigt fast i forhold til hvor stor betydning det har for ens liv at være til stede i nuet, i en til tider fortravlet hverdag – hvor man fra tid til anden kan finde sig selv mærket af uro og rastløshed, samt følelsen af at det hele på en og samme tid synes at ramle sammen omkring én.
Og var jeg ikke allerede en smule stresset inden forestillingens begyndelse, så kunne jeg let blive det undervejs som stykke skred frem, med dets hæsblæsende og tempofyldte hurlumhej og tumulter, som tilsammen dog netop understreger tilstedeværelsens udtalte vigtighed.
Du misser kort sagt det der er lige foran din næse, hvis ikke du holder øjne og øre åbne for det liv der udspiller sig lige foran og rundt omkring dig, og i stedet agerer medspiller frem for at spille dig selv ud at livet eller blot lade dig styre som en anden hjælpeløs og manipuleret marionetdukke.

Så måske der alligevel er noget om opsætningens oversættelse med indblanding af nutidig jargon, vendinger og referencer, i forsøget på at trænge igennem til vor tid med budskabet om vigtigheden af det at slukke for mobilen, trække stikket ud i ny og næ og blot være helt og holdent til stede i nuet, så livets sande værdier kan træde frem i lyset.

 


Titel: ‘Den Stundesløse’
Sted: Folketeatret, Store Scene
Dato: 1. feb. 2014 – 8. marts 2014
Spilletid: 2 timer og 30 minutter

Instruktion: Søren Iversen
Bearbejdelse: Thor Bjørn Krebs
Scenografi: Camilla Bjørnvad
Lysdesign: Lars Schou
Lyddesign: Steen Larsen
Medvirkende: Henrik Koefoed, Cecilie Stenspil, Tom Jensen, Sonja Oppenhagen, Sofia Nolsøe, Nikolaj Bjørn-Andersen, Henrik Weel, Ole Thestrup, Søren Hauch-Fausbøll, Morten Christensen, Anders Heinrichsen

Reklamer

One thought on “‘Den Stundesløse’– Folketeatret

  1. Pingback: ‘Shakespeare’s Ghost’ – London Toast Theatre |

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s