‘Billy Elliot’ – Det Ny Teater

‘Billy Elliot’: Musicalopsætningen af ‘Billy Elliot’ havde torsdag den 22. januar 2015 danmarkspremiere på Det Ny Teater. Og i søndags havde jeg så den udsøgte og længe ventede fornøjelse af at skulle ind og se den! Og det med store forventninger – selvom vi alle godt ved, hvor farligt det kan være at have skruet forventningerne for højt op. Men mine forventninger blev helt klart indfriet, og jeg gik på ingen måde skuffet derfra efter endt forestilling, tværtimod! Mødet med ‘Billy Elliot’ bød nemlig på indtagende dansescener og en hjertevarm historie, om en dreng, hans drøm og hans kamp for denne drøm, og var således en oplevelse jeg bestemt ikke ville have været foruden.

Billy Elliot

© Det Ny Teater 2015

‘Billy Elliot’ tager dig med tilbage til midt 1980’ernes Nordøstengland, hvor en bys eksistens trues af den igangværende og landsdækkende lukning af kulminer. I spidsen for denne beslutning står den konservative premierminister Margaret Thatcher, som derfor ikke ligefrem er i kridthuset i de berørte lokalsamfund. Således præges byen, hvor vi møder den moderløse Billy Elliot (Nicolas Stefan Anker Markovic) og hans lille familie, hans far (Kristian Boland), hans bror Tony (Sebastian Harris) og hans mormor (Lane Lind), af strejke blandt kulminearbejderne. Deriblandt Billys far. En strejke der fører til ophedede kampe mellem kulminearbejderne og politiet, og samtidigt sætter byens interne relationer og sammenhold på prøve. For hvor langt kan og skal man i det hele taget gå for sine værdier? Og hvad gør man, når man udfordres på ens stolthed? Skal man lægge stoltheden til siden for større værdier i livet, eller stå sammen for enhver pris?

Billy Elliot

© Det Ny Teater 2015, Foto: Miklos Szabo

 

En stærk historie og betagende dans
Da jeg så at Det Ny Teater ville opføre ‘Billy Elliot’, herskede der ingen tvivl om, at jeg skulle ind og se den. Dette først og fremmest, fordi jeg kan huske at have set filmen af samme navn, da jeg var mindre, og allerede den gang forelskede mig i historien om Billy. Og dernæst fordi jeg som sagt elsker at gå i teatret, med dets helt særlige stemning og fortællerform. Men for at blive ved det, der i sin tid fangede min interesse ved ‘Billy Elliot’, er det uden tvivl Billys kamp for at danse ballet. Dette fordi han lever i et lokalsamfund, hvor det kun er piger der danser ballet, hvor drenge går til boksning og hvor mændene er rigtige mænd, der arbejder hårdt for føden i byens kulmine, og tonen generelt er temmelig grovkornet.

Billy Elliot

© Det Ny Teater 2015, Foto: Miklos Szabo

Og det der derfor rør noget særligt i mig, i forhold til historien om Billy Elliot, er at Billy i al hemmelighed, udenom faderens samtykke og noget modstridende lokalsamfundets normer, begynder at danse ballet, og i dansen finder sig selv og sit livs passion. Drømme om at danse ballet er af samme grund ikke bare sådan ligetil for Billy, som derfor, med opbakning fra hans danselærerinde Mrs. Wilkinson (Julie Steincke), der stoler på hans talent for dansen, må kæmpe mod stolthed, normer og fordomme. Og det gør han så.

Billy Elliot

© Det Ny Teater 2015, Foto: Miklos Szabo

En kamp Billy kæmper gennem hård træning, en brændende ildhu for dansen og en indestængt vrede for at vise sit værd, samt for at få lov til bare at være den han nu en gang er, og kunne gøre det han allerhelst vil. På scenen smukt fremført gennem hidsige steps, farverige trin og florlet præcisionsarbejde. Super betagende, og klart det der fascinerede og fangede mig allermest forestillingen igennem. Billys dans er nemlig fuld af livsglæde, håb, tro, passion og kærlighed, og det er for mig netop det som ‘Billy Elliot’ kan, og også i den grad formåede at gøre på scenen på Det Ny Teater. Særligt Billys dans med hans voksne selv (Miles Hoare) var i min verden ikke til at få nok af.

 

Farverig morskab og imponerende scenografi
Men dansen var selvfølgelig ikke det eneste der formåede at fange min opmærksomhed, eller som jeg her alene vil fremhæve som særligt godt ved ‘Billy Elliot’. Billys bedste ven, den fantastisk ejendommelige Michael (Helmer Solberg), er nemlig ikke et bekendtskab der bare sådan er lige til at overse. I Michael har Billy nemlig ikke bare en god og farverig ven, men også samtidigt en ven der står ved den han er – i hvert fald overfor ham selv og Billy. I samspil udgør de to venner desuden et herligt makkerpar, som med deres sang og dans trækker godt op i smilebåndene. Med små morsomme bemærkninger hist og her, særligt fra Billys mormor, nogle vidunderligt lallede scener, der blandt andet indebærer voksne mænd, ballettrin og Margaret Thatcher parodier, samt med den førnævnte charmerende Michael, bliver ‘Billy Elliot’ således også samtidigt en ret sjov og underholdende oplevelse, der fra tid til anden får mig til at smile, eller hele salen til at bryde ud i latter.

Billy Elliot

© Det Ny Teater 2015, Foto: Miklos Szabo

Ikke at forglemme scenografien, som var både overraskende, mangfoldig og øjensynligt super krævende med de mange sceneskift. Scenen synes konstant i bevægelse, og forvandledes fra det ene øjeblik til det andet fra at være Billys hjem, til at være forsamlingshuset, hvor henholdsvis bokse- og ballettræningen finder sted. For så at skifte tilbage igen, eller til noget helt tredje eller fjerde. Meget imponerende. Og tilsyneladende en del arbejde for scenearbejderne, der dog fik det hele til at forløbe gnidningsfrit.

Billy Elliot

© Det Ny Teater 2015, Foto: Miklos Szabo

 

Rørt, dog uden at kunne nynne med
‘Billy Elliot’ byder selvfølgelig også på en masse sang og musik undervejs i forestillingen, og jeg kan efter endt forestilling sagtens genkalde mig både Billys fars noget mørke vise (”Deep Into the Ground”), Billy og Michaels glade duo (”Expressing Yourself”), kulminearbejdernes dybe brummende afslutningsensemble (”Once We Were Kings”), samt de smukke men triste sange med Billys mor (”The Letter”). Sidstnævnte sange blev samtidigt der, hvor det rev lidt i mine tårekanaler og kradsede let i min hals. Men der er for mit vedkommende som sådan ikke tale om tekster eller melodier, der synes gennemtrængende nok til at jeg efterfølgende kunne nynne videre på dem. Dermed dog ikke sagt at det ikke var godt, for det var det. Og så bør jeg selvfølgelig lige påpege, at Nicolas Stefan Anker Markovic, i rollen som Billy, ramte nogle super smukke og rørende toner med sin fine sarte stemme, der skar sig særligt dybt ind i mig.

 

Om drømme og sammenhold
‘Billy Elliot’ er historien om det at forfølge en drøm, selvom det kan synes som en umulighed at nedbryde fordomme og udfordre dominerende normer, for at fører ens drøm ud i livet. Det er en historie spækket med et hjertevarmt persongalleri sat i hverdagslige rammer. Om et lokalsamfunds solidaritet og sammenhængskraft, en families tab og sammenhold, en faders stolthed og støtte. En historie jeg af samme grund holder utroligt meget af, og derfor kun varmt kan anbefale. Jeg er i hvert fald en fantastisk underholdende og smuk oplevelse rigere, som jeg, som sagt, ikke ville have været foruden!

Billy Elliot

© Det Ny Teater 2015, Foto: Miklos Szabo

 


Titel: ‘Billy Elliot’
Sted: Det Ny Teater
Dato: 22.jan. – 3. maj. 2015
Spilletid: ca. 3 timer inkl. pause

Manuskript og Sangtekster: Lee Hall
Musik: Elton John
Iscenesættelse og Koreografi: Lisa Kent
Scenografi og Kostumer: Paul Farnsworth
Resident Director (instruktør): Michael Lindvad
Musikalsk indstudering (musikalsk ledelse): Per Engström
Resident Choreographer (koreograf): Hayley Franks Høier
Lysdesign: Jason Taylor
Lyddesign: Richard Sharratt
Oversættelse sangtekster: Karen Hoffmann
Oversættelse dialog: Jesper Malmose
Medvirkende: Nicolas Stefan Anker Markovic/ Oscar Dietz/ Carl-Emil Lohmann, Helmer Solberg/ Magnus Sterling Borchert/ Theo Bo Koefoed/ Jonathan Tinotenda Kyrin Ndlovu, Julie Steincke, Kristian Boland, Sebastian Harris, Lane Lind, Jesper Asholt, Kristian Jensen, Anne Suppli, Miles Hoare, m.fl.
I alt mere end 50 medvirkende skuespillere, sangere, dansere og musikere.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s