‘Hairspray – The Broadway Musical’ – Tivolis Koncertsal

Hairspray – The Broadway Musical’: Så blev det endelig min tur til at komme ind og opleve dette års farverige musical i Tivolis koncertsal, ‘Hairspray – The Broadway Musical’, som havde premiere den 10. marts, og spiller frem til slutningen af april. Og dette hele to gange i løbet af den forgangne uge. Slet ikke værst! Men derimod en virkelig festlig og yderst farverig oplevelse spækket med store navne, og sangstemmer, samt en masse dans og humor. Ja, jeg kan i hvert fald ikke lade være med at blive andet end glad i låget og fyldt med energi af den slags.

Hairspray the Broadway Musical

© Tivoli 2016, Foto: Miklos Szabo

 

‘Hairspray – The Broadway Musical’ finder sted i Baltimore, Maryland, tilbage i 1962’ernes USA. En tid, hvor John F. Kennedy er USA’s præsident, Cubakrisen raser, atomkrigen truer og Vietnamkrigen starter, ‘West Side Story’ vinder en oscar for bedste film, Marilyn Monroes korte liv slutter brat og den første afroamerikaner indskrives på universitetet. Dertil er vi i en tid, hvor 50’ernes tækkelige rock-pop blander sig med nye soul- og R&B-rytmer, håret er sat højt og moden dikterer feminine og bløde pastelfarver ud i kropsnære Kennedy-pencilskirts, store skørter under slanke Monroe-taljer og smarte capri bukser for kvinderne, imens det hos mændene blandt andet hedder blankt tilbagekæmmet hår, jakkesæt, strik og poloshirts.

Her møder vi Tracy Turnblad, en utrolig sprudlende og åbensindet pige, for hvem dagens højdepunkt er tv-programmet ’The Corny Collins Show’, der sendes hver dag efter skole. Tracy lever og ånder for ’The Corny Collins Show’, hvor slanke, smukke og hvide amerikanske teenagere danser de nyeste og hotteste dansetrin, og hun kan hvert eneste trin til tåspidserne. En dag sker det fantastisk usandsynlige, ’The Corny Collins Show’ holder åben audition for alle unge talentlystne teenagepiger i Baltimore. Men kan man tage til audition, når man som Tracy ikke er den selvskrevne idealtype for en danser i et tv-program som ’The Corny Collins Show’? For Tracy er det ikke udseendet der tæller, hun vil bare danse sammen med hvem det måtte være og have en fest. Så er spørgsmålet bare, om det er nok til at komme ind i varmen i en noget kold, konkurrencepræget og strømlinet underholdningsindustri, som livet på amerikansk tv bærer præg af anno 1962?

Hairspray the Broadway Musical

© Tivoli 2016, Foto: Miklos Szabo

 

‘You Can’t Stop the Beat’
‘Hairspray – The Broadway Musical’ er baseret på filmen af samme navn, ‘Hairspray’, fra 1988. Og udover den ikoniske musik, det høje hår, dansen og de flotte kostumer, er en af de ting ‘Hairspray’ nok er allermest kendt for, at Tracys mor, Edna Turnblad, spilles af en mand. Et virkeligt underholdende og dejligt anderledes element. I den oprindelige version fra 1988 spilles Edna af transvestitten Divine. Selv har jeg frem til min nylige oplevelse i Tivoli kun set 2007-versionen af ‘Hairspray’ på film, hvor selveste John Travolta står i den famøse rolle som Edna Turnblad, hvilket han gør ret så overbevisende.

Hairspray the Broadway Musical

© Tivoli 2016, Foto: Miklos Szabo

Jeg må dog indrømme, at jeg blev nødt til lige at gense 2007-versionen efter ugens oplevelser med ‘Hairspray – The Broadway Musical’. Jeg har simpelthen ikke kunne få nok, hvorfor min uge ligeledes har været præget af musikken fra ‘Hairspray’, der har kørt mere eller mindre nonstop i mit nynneregister eller afspillet fra youtube. Dette i særlig grad sangene ‘You Can’t Stop the Beat’, ‘Without Love’ og ‘Good Morning Baltimore’. Sangene har en god energi og livsglæde, og det kan man altså aldrig rigtigt få nok af, så hvorfor ikke tilføje lidt ekstra?! Og jeg har da bestemt også planer om at få set den oprindelige 1988-version af ‘Hairspray’.

 

Energi, tandpastasmil og lækkert hår
For nu at blive ved musikken og humoren i ‘Hairspray’ er det helt uundgåeligt ikke at runde de mange velkendte, og for hovedrolleindehaverens vedkommende mindre velkendte, talenter der giver den fuld gas på scenen i ‘Hairspray – The Broadway Musical’. I rollen som Tracy Turnblad står debutanten og det tidligere eventyrbarn Nanna Rossen, og det gør hun altså godt. Med en kraftfuld sangstemme, et stort smil på læben og en fantastisk energi indtager Nanna scenen for fuld udblæsning. En af grundende til at Tracy er fuldstændigt skudt i ’The Corny Collins Show’ er i høj grad den lækre og lettere glaserede Link Larkin, der bliver spillet af Johannes Nymark. Og jeg forstår hende så ganske udmærket, for Link er en godte, når han med sin smørtenorstemme synger sangen ‘Dig og mig’, med sit flotte tandpastasmil og et flirtende glimt i øjet ikke er til at fjerne sit blik fra eller med sit signaturmove formår at smelte ethvert pigehjerte i miles omkreds.

Hairspray the Broadway Musical

© Tivoli 2016, Foto: Miklos Szabo

I kategorien for lækker sangstemme, er desuden Tracys afroamerikanske ven Seaweed, spillet af Jean Michel, som byder på en groovy stemning og en kop brændende varm chokolade med sin runde lækre stemme i sangen ‘Det’ sådan det er’. Tracys forældre, den familiekærlige og spøg-og-skæmt-elskende far, Wilbur Turnblad, bliver spillet af Jesper Lohmann, imens Martin Brygmann spiller Tracys ligefremme og satte mor, Edna Turnblad. Den stemme, de grimasser og de bemærkninger Brygmann leverer i rollen som Edna, er altså ret underholdende, særligt fordi det hele leveres i en stor hjertevarm pakke.

En man skal holde godt øje med forestillingen igennem, og som publikum bestemt ikke kan få nok af, er Silas Holst (endnu et tidligere eventyrbarn) i rollen som Corny Collins. Imens der sker alt muligt andet rundt om på scenen, har Silas nemlig hele tiden gang i en eller anden skør bevægelse med kroppen, nogle små lækre moves eller sjove ansigtsudtryk, der understreger den igangværende handling. Så selvom at det ikke er nogen stor rolle, som Silas har fået i denne omgang, og at det på ingen måde havde skadet, at han var endnu mere på scenen, så er det bestemt en rolle jeg ikke glemmer lige med det samme. Og da slet ikke med den nice frisure Silas har fået sig til lejligheden.

 

En hårlaksglinsende fest
Der sker som sagt hele tiden noget på scenen forestillingen igennem, så det er med at holde øjnene åbne. De to gange jeg var inde og se ‘Hairspray – The Broadway Musical’, var af samme grund to meget forskellige oplevelser, da jeg sad to vidt forskellige steder i koncertsalen. Det gjorde nemlig at jeg fik øje på nye detaljer. Men selvom at jeg opdagede nye ting ved forestillingen, og at der var små forskelle hvad angik replikker og scener, eller flotte redninger ved fejl, var det den samme sprudlende fest der fandt sted begge gange.

Hairspray the Broadway Musical

© Tivoli 2016, Foto: Miklos Szabo

På forestillingens hjemmeside har jeg læst, at Silas Holst håber på, at de leverer en fest i ‘Hairspray – The Broadway Musical’, og det kan jeg vist godt forsikre ham om at de gør. Så det behøver han ikke at være i tvivl om. Jeg fik i hvert fald lyst til at hoppe med op på scenen og danse med, for det så virkelig ud som om de havde en fest. Eller det forestiller jeg mig da at det må have været både under prøverne og ved de mange optrædener. Vel at mærket en hårlaksglinsende fest der indrammes af flotte farverige kostumer, opfindsomme og højtravende hårpragter samt tegneserieagtige kulisser.

 

Om at stå ved den man er og det man tror på
Men ‘Hairspray – The Broadway Musical’ er meget mere end fest og farver samt højt hår og hårlak. ‘Hairspray – The Broadway Musical’ er historien om en pige fuld af livsglæde, der er ligeglad med, hvad andre tænker om, hvordan hun ser ud. Udseende og vægt er ikke det vigtigste for Tracy. For hende er det det indre der tæller, og derfor nok at man står ved den man er, og det man tror på. For det er det, der er det vigtigste, og det der virkelig er værd at kæmpe for – kropsidealer og raceadskillelse til trods. I Tracys øjne findes der ingen forskel på folk. Der skal være plads til forskellighed og mangfoldighed, til at være anderledes, og ikke kun hvad idealet foreskriver. Men i 1962 var det ikke en selvfølge, så ‘Hairspray – The Broadway Musical’ er et vindue tilbage i tiden, der viser hvordan fortidens fordomsfulde og forstoppede frygt for det nye truer med at kvæle fremtidens farverige toner og forskelligartede rytmer ved indvarslingen af nye tider.

Hairspray the Broadway Musical

© Tivoli 2016, Foto: Miklos Szabo

 


Titel: ‘Hairspray – The Broadway Musical’
Sted: Tivolis Koncertsal
Dato: 10.mar. – 29. april 2016
Spilletid: ca. 3 timer inkl. pause

Baseret på filmen af samme navn fra “New Line Cinema film”, instrueret af John Waters, fra 1988.

Manuskript: Mark O’Donnell, Thomas Meehan
Instruktør: Anders Albien
Koreografi: Tim Zimmermann
Musik: Marc Shaiman
Sangtekster: Scott Whittman, Marc Shaiman
Scenografi: Johan Espeland
Kapelmester: Lars Danielsson
Vocal coach: Johnny Jørgensen
Kostumedesign: Johanne Eggert
Oversættelse: Trine Dansgaard
Lysdesign: Palle Palmé
Lyddesign: Frans Ebbesson
Orkestrering: Harold Wheeler
Musikalsk arrangement: Marc Shaiman
Instruktørassistent: Pierre Westerdahl
Koreografassistent: Christine Astrid
Talecoach: Mads M. Nielsen
Kreativ executive producer: Thomas Langkjær
Tivoli executive producer: Nikolaj Koppel
Tivoli producent: Helgi Sigurdsson
Medvirkende: Nanna Rossen, Martin Brygmann, Jesper Lohmann, Silas Holst, Johannes Nymark, Lene Nystrøm, Julie Zangenberg, Caroline Henderson, Jean Michel, Maimona Bruun Ndiaye/Zenia Dia, Karin Nordly-Holst m.fl.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s