‘Kong Arthur’ – Det Kgl. Teater

Kong Arthur’: Det Kgl. Teaters syvende udendørsforestilling i Ulvedalene ‘Kong Arthur’, havde urpremiere onsdag den 25. maj, og spiller frem til starten af juli i år. For mit vedkommende var ‘Kong Arthur’ den første forestilling i Ulvedalene, til trods for, at jeg allerede i 2014 havde set mig ret lun på konceptet, da de spillede ‘Robin Hood’. Så jeg glædede mig helt vildt frem til, at jeg skulle se ‘Kong Arthur’, og min forventningsglæde blev uden tvivl indfriet. ‘Kong Arthur’ er en virkelig fantastisk oplevelse. Både det at være i naturen, med alt hvad den byder ind med af muligheder i en forestilling som ‘Kong Arthur’, men også skuespillet og selve historien. Jeg er solgt, og det bliver helt sikkert ikke sidste gang, at jeg slår et smut forbi Ulvedalene, til endnu en fantastisk forestilling med riddere og heste, ude under åben himmel.

Kong Arthur

© Det Kgl. Teater 2016

Når jeg tænker ‘Kong Arthur’, så tænker jeg straks på Disneys tegnefilm ‘Sværdet i Stenen’. Den med den lille spinkle dreng, kaldet Arthur, der er klædt i en alt for stor rød klædedragt og som har en dum halvstorebror. Jeg får helt lyst til at se den igen, når jeg sidder her og skriver om den, og tænker på de mange sjove scener der er undervejs. Særligt scenerne i forbindelse med Arthurs oplæring hos den forvirrede men vise troldmand, Merlin, og hans lille snusfornuftige ugle, Arkimedes.  Derudover kommer jeg til at tænke på korsriddere, og et rundt bord, men mere end det er jeg faktisk ikke så sikker på, at jeg kendte til historien om Kong Arthur, inden jeg var i Ulvedalene. Men Disneys ‘Sværdet i Stenen’ er også netop baseret på en løs fortolkning af og forhistorie til originalhistorien fra romanen ‘Kong Arthur og Ridderne Om Det Runde Bord’, som er skrevet af den engelske forfatter Terence Hanbury White. En roman, som igen er baseret på den sagnomspundne Kong Arthur af det sene 5. og tidlige 6. århundredes England.

 

Gralen, Camelot og Ridderne af Det runde bord
‘Kong Arthur’ er fortællingen om Arthur (Nicolas Bro), der blev konge af England ved at trække det magiske sværd, Excalibur, op af en sten, idet han herved beviste sin værdighed som konge. Merlin (Ole Lemmeke) står ikke længere ved Arthurs side, som før han blev konge, og var Merlins lærling. Samtidigt har Arthur i sin ivrige søgen efter den hellige gral, sendt Ridderne af Det runde bord ud på en utrættelig gralsfærden for at finde den. Tilbage på Camelot er den falmende Arthur, med hans smukke, kloge og handlekraftige dronning, Guinnevere (Marie Louise Wille), og hans sleske og snu nevø, Mordred (Esben Smed). Ude i landet går rygtet på, at dragen Belvarg, som Kong Arthur nedlagde i sin storhedstid, igen er blevet set. Og så er Arthurs søster, Morgana Le Fey (Tammi Øst), vendt tilbage. Dette til trods for at Arthur har forvist hende fra Camelot. Men også andre af fortidens ansigter dukker op igen, og så tager fortællingen ellers form og fart.

Kong Arthur

© Det Kgl. Teater 2016, Foto: Miklos Szabo

 

Naturen – det flotteste baggrundstæppe
Det er ikke til at komme uden om, at naturen er en temmelig stor del af oplevelsen, og uden tvivl det flotteste baggrundstæppe man kan få, når man er ude at se ‘Kong Arthur’ i Ulvedalene. Fortællingen om ‘Kong Arthur’ levendegøres på en helt anden måde, når man sidder ude under åben himmel, omgivet af naturens konstant foranderlige lys og lyde. Ikke at forglemme temperaturen. For det bliver en smule køligt hen på aftenen, hvorfor det er godt at kunne pakke sig varmt ind, og nyde forestillingen under et lunende tæppe. Men det er nu altså også ganske hyggeligt, når mørket så småt falder på, gående fra dagslys over skumring til sen aftens mørke.

Kong Arthur

© Det Kgl. Teater 2016, Foto: Miklos Szabo

Dertil giver naturen, med dens snoede stier og forskellige niveauforskydninger, et ret så fedt rum for fortællingen at udfolde sig i. Der er sjovt nok en helt anden dybde, og bredde for den sags skyld, at gøre godt med, som også i den grad bliver udnyttet til fulde i ‘Kong Arthur’. Særligt de mange hurtige ridt henover sceneområdet var helt fantastisk effektfulde. I stor fart kom ryttere på hesteryg ridende fra den ene side af sceneområdet, og forsvandt lige så hurtigt igen ud på den anden side. Jeg nåede knap at opfatte det, førend at de igen var på vej væk op ad en snoet sti, og derfor kun lige fik set ryggen af dem, fordi der som regel skete en masse andet på samme tid. Men det var fedt det her med, at kunne følge eksempelvis rytterne til de igen blev små og helt forsvandt ud af syne, eller at der pludselig dukkede en ridder op på en hest i baggrunden. På den måde er naturen en fantastisk medspiller, der er med til at skabe en helt særlig og virkelig spændende stemning, hvor der sker ting, uden at man lige ser det med det samme.

 

Syner, sleskhed og løse håndled
Jeg er ikke helt sikker på, hvornår jeg sidst har grinet så meget gennem en forestilling. Var vist til tider også en af de eneste, der grinede. Men kunne ikke rigtigt styre det, for der var altså nogle virkelig skøre og ret så sjove scener, karakterer, bemærkninger og bevægelser undervejs i ‘Kong Arthur’. Dette især i mødet med Merlin, Arthur, Mordred og Arthurs loyale og krigeriske livvagt, Ridder Gawain (Søren Poppel). Merlin med sin indledningsvise ihærdige, og noget forvirrede, men også lettere påståelige karakter. Særligt hvad angår hans magi. Arthur, der som en besat ønsker at få fingrene i gralen, som siges at kunne bringe lykke og evig ungdom, og med den stadigt voksende trussel mod sit rige og sin magt, drives mod vanviddets rand, hvor ting ikke er, hvad de umiddelbart syner at være – hvorfor han ikke ser farerne der lurer omkring ham. Den udvikling, som Arthur gennemgår undervejs i ‘Kong Arthur’, skildrer Nicolas Bro altså ret godt.

Kong Arthur

© Det Kgl. Teater 2016, Foto: Miklos Szabo

Og så er der Mordred, spillet helt forrygende af Esben Smed. I det ene øjeblik sniger han sig sleskt ind på dronning Guinnevere, det næste hænger han overdrevet underkuet eller reelt overvundet ved Arthurs fødder eller hans mors skørter, og i næste nu vokser han sig stærk og grusom. Denne vekslen håndterer Esben Smed helt afsindigt overbevisende. På en samtidigt meget underholdende vis. Personligt glæder jeg mig allerede til at se meget mere til Esben Smed, på scenen, men selvfølgelig også fortsat på skærmen. Og endelig er der Ridder Gawain, som uden at afsløre alt for meget, kaster med sit smukke røde hår, slår ud med sine noget løse håndled, løber let fortumlet af sted og har en fortælleriver som ingen anden. Ikke at forglemme et noget iltert temperament, og en herlig stædighed. Det er virkelig underholdende på et dejligt lavpraktisk og genkendeligt niveau! Tak!

Kong Arthur

© Det Kgl. Teater 2016, Foto: Miklos Szabo

 

Intens ondskab og forførende toner
Og meget apropos Esben Smed i rollen som Mordred, så udgør Mordred og hans mor, Arthurs søster, Morgana Le Fey, en lækker ondskabsfuld duo. En ondskab, der vokser ud af vanviddets tåger, og som en virus tager til i styrke og med hastige skridt breder sig ud i alle afkroge. Særligt scenen, hvor der gøres brug af slowmotion-bevægelser, blikkende lys og høj musik gav en helt fantastisk intens stemning fyldt med uhygge og lokkende spænding. Husker det som om, at jeg sad yderst på mit stolesæde undervejs i den scene, fordi det så så mega fedt og dragende ud, at jeg ikke kunne sidde stille på min plads.

Kong Arthur

© Det Kgl. Teater 2016, Foto: Miklos Szabo

Musikken gjorde helt sikkert også sit til at intensivere en scene som den førnævnte, og udgjorde i det hele taget et ret smukt lydtæppe, der hele tiden tog til og fra i volumen. Xenia Lach-Nielsen bidrog i denne sammenhæng med en helt vildt flot stemme, i sin rolle som Søens dame, og blev bakket godt op af Søens kors forførende toner, samt bandets rå rytmer. Musik, der varslede det gode med det onde, og omvendt. Samtidigt var musikken ikke statisk, men derimod synligt tilstede, fordelt rundt om på sceneområdet eller i bevægelse. Det tilføjede forestillingen en ekstra dimension, der gjorde det hele lidt mere levende. Levende var og gjorde gøglerne, der indledningsvist gik rundt blandt publikum og endte ved sceneområdet, det bestemt også, alt imens de skabte den rette stemning med deres folkemusikalske musik.

Kong Arthur

© Det Kgl. Teater 2016, Foto: Miklos Szabo

 

Tiden forandrer os
‘Kong Arthur’ er en fortælling om storhed og fald, om forblændende storhedsvanvid og om at værdsætte det man har. Om kærlighed og bedrag, om at finde sig selv og det man står for samt sin indre styrke. Om at turde se sandheden i øjnene og kæmpe for det man tror på, og ikke mindst om magt og ondskab. Det hele selvfølgelig tilsat en masse trolddom og magi. Men ‘Kong Arthur’ handler også om tiden, og hvad den kan gøre ved os som mennesker. Som Arthur så fint siger undervejs i ‘Kong Arthur’, er det nemlig tiden der forandrer os. Tiden får os til at glemme ting. Den får os til at glemme de ting der virkelig har betydning i vores liv. Det som får os til at leve et mere fuldkomment liv.

Tiden har bestemt også forandret udtrykket med hvilket ‘Kong Arthur’ skildres gennem. Et til tider noget moderne udtryk. Ikke at det umiddelbart ødelagde noget for mig og min oplevelse med ‘Kong Arthur’, da jeg efterhånden er stødt på dette i mange andre forestillinger. Men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg er fan heraf. Tværtimod faktisk. Synes, som også tidligere nævnt i andre lignende tilfælde, i udgangspunktet at man bør holde sig til originalversionen, og lade skuespillerne klæde i tidstypiske kostymer (a la Kong Arthurs), frem for noget der er alt for poppet og moderne (a la Lancelot). Men så længe det ikke tages længere, end hvad der er tilfældet i ‘Kong Arthur’, kan jeg personligt godt leve med det. Men heller ikke mere end det, for det synes jeg er synd. Originalerne og det at lægge sig tæt op ad disse med alt hvad der dertil hører, er nemlig ikke en dårlig ting. Jeg har i hvert fald været ret glad for de forestillinger, som jeg har set med eksempelvis ‘Cyrano’. Særligt fordi de er originalversionen tro.

Men min samlede oplevelse med ‘Kong Arthur’ er nu alligevel en utrolig positiv en af slagsen, som det vist også fremgår ret tydeligt af resten af min anmeldelse.


Titel: ‘Kong Arthur’
Sted: Ulvedalene, Dyrehaven, Klampenborg
Dato: 25. maj – 2. juli 2016
Spilletid: ca. 2 timer og 30 min. inkl. pause

Iscenesættelse: Heinrich Christensen
Assisterende instruktør: Anna Sculin-Zeuthen
Scenografi: Palle Steen Christensen
Kostumedesign: Ida Marie Ellekilde
Lysdesign: Ulrik Gad
Lyddesign: Jonas Vest
Koreografi: Christel Stjernebjerg
Komponist og sangtekster: Kenneth Thordal
Dramatiker: Jokum Rohde
Stuntkoordinator: Kristoffer Jørgensen
Skuespillerheste: Pia Sebech
Korleder: Marte Schau
Medvirkende: Nicolas Bro, Marie Louise Wille, Martin Hestbæk, Peter Gilsfort, Ole Lemmeke, Tammi Øst, Esben Smed, Søren Poppel, Lise Lauenblad, Xenia Lach-Nielsen m.fl.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s