‘Shakin’ up Sherwood’ – Crazy Christmas Cabaret 2016, London Toast Theatre

‘Shakin’ up Sherwood’: Tirsdag den 15. november havde London Toast Theatre premiere på dette års Crazy Christmas Cabaret ‘Shakin’ up Sherwood’. En forestilling der shaker godt op i klassikeren ‘Robin Hood’, samt i alt hvad der dertil hører af skov, grønne leggings, nonne- og munkekjoler samt parrykker. Og nu jeg ved godt, at der til trods for navnet ikke er noget jul på programmet i Crazy Christmas, men derfor er Crazy Christmas alligevel gået hen og blevet noget, som jeg forbinder med julen, eller i hvert fald julens komme. Så når jeg har set Crazy Christmas, så er det altså ved at være tid til jul. Jeg siger det bare.

© London Toast Theatre 2016, Foto: Thomas Petri

© London Toast Theatre 2016, Foto: Thomas Petri

‘Shakin’ up Sherwood’ er i hovedtræk historien om den adelige men fredløse og eminente bueskytte Robin Hood (Jefferson Bond), som sammen med sit slæng fra Sherwoodskoven sætter sig op imod de onde magtudøvere og kæmper for retfærdighed. Dette blandt andet ved at tage fra de rige og give til de fattige. I rollen som den ultimative skurk står den onde sherif af Nottingham, Ronald Rump (David Bateson), som indkræver høje skatter fra byens borgere, imens han selv svælger sig i alverdens goder og unge østeuropæere i Rump Tower. ‘Shakin’ up Sherwood’ er samtidigt historien om det bånd og den kærlighed, der findes mellem Robin og Marian, og deres kamp for at få hinanden, med hjælp fra alle deres allierede.

 

Shake it like Sherwood
Så i bund og grund er ‘Shakin’ up Sherwood’ meget lig den klassiske fortælling om Robin Hood, som du måske kender den fra tidligere. Bare lige med det der ekstra Crazy Christmas krydderi. Men jeg klager ikke, for jeg er personligt ret vildt med fortællingen om Robin Hood, som for mit vedkommende dog først og fremmest er ensbetydende med Disneys udgave fra 1973, med ræven Robin Hood. Det er godt nok et stykke tid siden, at jeg sidst har set den, men jeg kan nu alligevel ret nemt genkalde mig flere af scenerne fra tegnefilmen, vis ikke dem alle. Og hvilke scener! For de er og bliver episke! Med den gode broder Tuck, den lede sherif af Nottingham, den vattede prins John, og så selvfølgelig den heltemodige Robin Hood, hans trofaste ven Lille John, og den smukke Marian. En historie der er og bliver god, og som Crazy Christmas kun fik shaket endnu mere op i – og jeg da vist lige skal have set i Disney-versionen igen, snart.

Shakin' up Sherwood

© London Toast Theatre 2016, Foto: Thomas Petri

 

Hjertet af Crazy Christmas Cabaret
Hvad er det London Toast Theatre kan i Crazy Christmas Cabaret, som jeg i hvert fald personligt er faldet for? Og når jeg siger faldet, så mener jeg lidt ligesom en forelskelse, der gradvist tager til. For som jeg også har været inde på i mine tidligere anmeldelser af Crazy Christmas, var det (and I’m really sorry to say it) ikke kærlighed ved første blik, da jeg i sin tid så Crazy Christmas for første gang. For jeg var ikke vant til det, der netop er hjertet af Crazy Christmas, nemlig at publikum er en del af forestillingen. Så det var en ret grænseoverskridende oplevelse, som jeg lige skulle vænne mig til. Som når man tager sydpå og lige skal tilpasse sig det varmere klima.

Men det vil jeg så mene, at jeg har nu, altså vænnet mig til Crazy Christmas’ varmere himmelstrøg (og det er altid vældigt hot, skal jeg hilse at sige). Og det er faktisk netop denne del med inddragelsen, der til syvende og sidst har været med til, at jeg nu er faldet pladask for Crazy Christmas, fordi det skiller sig ud fra så mange andre forestillinger, jeg ellers oplever. Men det handler ikke kun om, at de inddrager os som publikum, det handler bestemt også om måden, hvorpå de gør det.

 

Dejligt naturlige og uformelle former
Men Crazy Christmas kan jo så meget mere end det, og skal jeg sætte en finger på, hvad der i særlig grad har vundet mit hjerte ved Crazy Christmas, så er det det her med, at der er tale om en forestilling, hvor formerne ikke er alt for formelle, hvis overhovedet. Det her med, at der er plads til det uventede, hvor skuespillerne enten får hylet sig selv eller hinanden ud af den, ja eller at et publikum for den sags skyld medvirker til dette, så ingen formår at holde masken. Eller at der er én som pludselig udbryder noget, der lige falder ham/hende ind, frem for det der antageligt står i manuskriptet. Det er jeg ret så vild med, og helt vildt underholdt af, fordi det bliver så menneskeligt, så dejligt naturligt, og overraskende for alle, ikke mindst. Og jeg ved godt, at jeg har nævnt det her før, men det er nu en gang bare det, der fylder allermest for mit vedkommende, og som sagt får mig til at grine.

Shakin' up Sherwood

© London Toast Theatre 2016, Foto: Thomas Petri

I år var det særligt en scene med den schweiziske William Tell (David Bateson) og den østeuropæiske Alania D’Ell (Vivienne McKee), hvor de to får ordspillet hinanden under bæltestedet, der bivirkede til en masse latterholdig mimik og pauser. Der er selvfølgelig også de mange skarpe og yderst underholdende referencer undervejs, hvor der prikkes til særligt flere nyere verdens- og samfundsaktuelle forhold – mon du kan gætte hvilke emner, der bliver taget fat på i dette års Crazy Christmas? Jeg har godt nok luftet lidt for det allerede, men mere siger jeg heller ikke, det skal simpelthen opleves på førstehånd.

 

Geniale karakterer
Og nu jeg er ved det her med de mange samfundsaktuelle referencer, der laves undervejs i Crazy Christmas, så er det ikke referencer, der alene serveres i form af replikker, men derimod også i form af de mange ret finurlige og helt geniale karakterer der entrerer scenen i ‘Shakin’ up Sherwood’ – den ene mere fantastisk end den anden. For mit vedkommende er det svært at komme udenom David Bateson, fordi han simpelthen er mester i komiske accenter, ansigtsmimik og kropsbevægelser. Batesons fremførelse af sheriffen af Nottingham, den selvoptagede Ronald Rump, gjorde han næsten lidt for uhyggelig autentisk. Og Batesons islandske viking var nu heller ikke så dum endda. En karakter der understregede, hvor lidt der egentligt skal til for at gøre noget sjovt. Endelig var der den førnævnte schweiziske William Tell, hvor Bateson endnu en gang giver den gas med en herligt slikket accent og stive kropsbevægelser. Det er og bliver skægt at overvære.

Shakin' up Sherwood

© London Toast Theatre 2016, Foto: Thomas Petri

Også Bennet Thorpe formåede igen i år at brænde sig fast med sine to uhyrligt sjove karakterer, henholdsvis adelsmanden Baron Guy the Geezer og så selvfølgelig elveren Legoklods. Baron Guy the Geezer, fordi han har den her latterlig fantastiske page med dertilhørende overskæg i kombination med en noget øretæveindbydende, overgearet og nedladende attitude, og Legoklods, fordi han er elver. Eller det vil sige, fordi Legoklods er en ”let og elegant” entrerende elver, med eminente elverevner ud i et sindssygt skarpt syn, en hardcore hørelse og et fænomenalt fremtidssyn (ikke at forglemme!). De spring, springer han som ingen anden, og de spejdende stillinger står han i som ingen andre! Var færdig af grin, når han kom på scenen. Det var genialt.

Shakin' up Sherwood

© London Toast Theatre 2016, Foto: Thomas Petri

Og det er så anden gang, at ham Bennet Thorpe har spillet en karakter, som indrømmet, fik mit hjerte til at springe og spejde mindst lige så meget efter ham. Men der er nu heller ikke noget, som en elver med langt lyst hår, eller en skotte, som ham Bennet skildrede i ‘One-eyed Willy and the Quest for the Big Chest’, og jeg i sin tid omtalte som den ”dansesprælske, skæppeskønne og søstærke skotte med den alt for lækre accent”.

 

Genkendelse, fornyelse og fest som altid
Til trods for at Crazy Christmas langt hen af vejen arbejder med genkendelseselementer, hvor publikum enten er helt med på hvad der skal ske, eller at der fra år til år er karakterer med, som bare hører til i Crazy Christmas, og der ikke ville være et Crazy Christmas foruden (og ja, jeg mener selvfølgelig Dr Van Helsingør og The Dame), så er der også altid plads til fornyelse. I år i form af nye ansigter på scenen. Og dette hele to af slagsen, nemlig Jefferson Bond og Christopher Smart i rollerne som henholdsvis Robin Hood og Little John. Og det gjorde de ganske fremragende – jeg glæder mig da i hvert fald til at se dem igen til næste år. Særligt i de der nice tight grønne leggings.

Nye er også altid de ekstremt mange helt vildt fantastisk flotte kostumer, som hvert år præsenterer sig på scenen. Endnu en gang et ret imponerende arbejde, som ikke bare tidstro understøtter forestillingens historiske setting (nogle mere end andre), men også overrasker gang på gang såvel som sætter fest og farver på programmet. Og fest og farver må man også sige at ‘Shakin’ up Sherwood’ bød på ud i sange og dans, fra start til slut. Lige fra den junglebogsrytmelignende sang ‘That man’ til afslutningssangen ‘Can’t stop the feeing’. Så herfra er der bare at sige ‘keep your hair on’ og rigtig god fornøjelse.

Shakin' up Sherwood

© London Toast Theatre 2016, Foto: Thomas Petri

 


Titel: ‘Shakin’ up Sherwood’
Sted: Glassalen, Tivoli
Spilleperiode: 5. nov. 2016 – 12. jan. 2017 (desuden i Hermans, Tivoli Friheden i Århus fra 17-21. jan. 2017)
Varighed: ca. 1 time og 45 min. inkl. pause

Instruktion og manuskriptforfatter: Vivienne McKee
Komponist og musikalsk arrangør: Stuart Goodstein
Koreograf: Peter Friis
Scenograf og kostumedesigner: Kirsten Brink
Sherwood Shuffle Band: Stuart Goodstein, Søren B. Petersen, Tom Højlund Olsen
Medvirkende: Vivienne McKee, David Bateson, Andrew Jeffers, Bennet Thorpe, Katrine Falkenberg, Christopher Smart, Jefferson Bond, Claus de Licthenberg

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s