‘Skyggeland’ – Gazart, Dansehallerne

‘Skyggeland’: Lørdag den 28. januar havde Gazart premiere på danseforestillingen ‘Skyggeland’ i Dansehallerne. En forestilling, der med dansens kropslige sprog og ordenes stærke kræfter river dig med tilbage til ungdommens uskyldige første kys og overvældende stærke følelser. Men ‘Skyggeland’ lader det ikke blive ved det, men fortæller derimod historien om, hvad der sker, når man er helt og aldeles i sine følelsers vold.

Skyggeland

© Gazart 2017, Foto: Søren Meisner

‘Skyggeland’ er kort fortalt historien om, hvad der sker, når man som ung står ansigt til ansigt med kærligheden, og lader sig forføre af ens følelser. Og hvordan disse stærke følelser kan kamme over, og styre dine handlinger helt og fuldkomment, så du alene handler i affekt, fuldstændigt forblændet. Hvor det alene er dine urinstinkter, der træder i kraft og tager over. For det er det forelskelsen kan. Besætte og forblinde dig, helt og holdent. Så det er virkelig nogle stærke kræfter, der er sluppet løs hos den kvindelige hovedperson, i den situation hun husker tilbage på, hvor hun mødte kærligheden. Men kærligheden har en bagside. Eller det vil sige en skyggeside, og det en særlig mørk en af slagsen, som for vores hovedpersons vedkommende trigges, da kærligheden konfronteres og udsættes for skam forårsaget af omverdenens dømmende øjne.

 

Om at føle skam
Vi lever i et samfund, hvor det er rarest, når vi forbliver en del af fællesskabet, frem for at stå uden for fællesskabet. Men dummer vi os, kan vi rammes af en følelse af ikke at være gode nok, som vi er. Vi føler skam over den vi er. Vi vil derfor gerne gøre det rigtige hele tiden. For ikke at bliver udskilt fra fællesskabet. Men hvad er det rigtige? Og kan det virkelig passe at man først passer ind, når man gør det rigtige? Det og mange andre tanker om livet og kærligheden, fik ‘Skyggeland’ virkelig sat mig på prøve med at tænke mere over. Og nå ja, så kunne jeg da heller ikke helt lade være med at trække en del paralleller til en vis norsk serie, om netop det her med at føle sig ramt på hele ens person, fordi man skammer sig over at være den, man er.

 

Det gode og onde i alt
Da jeg læste titlen ‘Skyggeland’ og derefter følgende kortfattede beskrivelse af ‘Skyggeland’, kom jeg automatisk til at tænke på H. C. Andersens ‘Skyggen’: ”Skyggeland handler om kærlighed. Og kærlighedens skyggeside. […] Hun har hævnet sig. På sin egen måde. Da hun hævnede sig, var hun ikke alene. Hun var sammen med skyggen. Det var skyggen, der overtalte hende til at tage hævn.”. For ligesom i H. C. Andersens ‘Skyggen’, er der også i ‘Skyggeland’ tale om en kamp mellem det gode og det onde i alt. En kontant kamp, hvor skyggesiden fra tid til anden, og nogen gange for bestandigt, kan kaste sine lange mørke og omklamrende skygger i den enkeltes sind. En kamp, som i ‘Skyggeland’ fortælles gennem dyrisk dans, korte dystre monologer samt få men virkefulde rekvisitter.

Skyggeland

© Gazart 2017, Foto: Søren Meisner

 

Understreger de indre kampe
Og nu vi er ved rekvisitterne. De tre dansere, Fie Dam Mygind, Søren Linding Urup og Anne Nyboe, arbejder undervejs i ‘Skyggeland’ med forskelligt transparent materiale, der det ene øjeblik binder dem sammen, og det næste øjeblik rives i stykker. På den måde understreges fortællingens indre kampe med skyggen, der trænger sig på hos hovedpersonen, og tilkæmper sig vej ind i hendes sind, for at overtage styringen, frem for og at lade sig styre. Visuelt blev der skabt nogle flotte linjer og spændende effekter med de anvendte materialer.

Jeg blev dog en smule i tvivl om, om ikke det halve kunne have gjort det? Ikke kun hvad angik mængden af anvendte materialer, som jeg nu nok må indrømme skar bare en smule i mit lettere miljø-mindede hjerte, men også hvad angik antallet af forskellige materialer, der blev taget i brug undervejs. Jeg ved godt, at der er tale om forskellige materialer med forskellig kunnen, som kan skabe overgange til forskellige stadier, men alligevel. Det kunne måske have skabt en anden og mere flydende overgang fra stadie til stadie, hvis det samme materiale var blevet anvendt hele vejen igennem? For mig virkede det i hvert fald ret godt, at metalkuben, som skaber de indledende rammer i fortællingen, ikke blot blev skubbet ud til side, for at stå der uberørt, men rent faktisk blev taget i brug undervejs, og dermed fik skabt en sammenhæng fra start til slut.

 

Et mørkt, dystert og ondt univers
De mest intense virkemidler, der blev taget i brug i ‘Skyggeland’, var efter min mening dog klart lyset og lyden – selvfølgelig i tæt samspil med dansen. Lyden først og fremmest, fordi den tog mig i hånden og førte mig fremad i fortællingen, men også fordi den fik skabt et temmelig mørkt, dystert og ondt univers. Skyggesiden. Og lyset, fordi det i et ellers mørkt rum netop kan danne skygger, hvilket der kom nogle ret fede scener ud af i kombination med metalkuben. Dansen fortæller selvfølgelig også en hel del i sig selv, men alligevel ikke det hele. Men med lyset og særligt lyden, kom der lige det lidt mere retning i historien, som samtidigt hjalp mig med at forstå handlingen, og dermed forstærke min samlede oplevelse.

Skyggeland

© Gazart 2017, Foto: Søren Meisner

 

En tilstand af midlertidig sindssyge
‘Skyggeland’ er historien om ung kærlighed på godt og ondt, men desværre mest af alt ondt, når det gør mest ondt. Det uhåndterbare i mødet med kærligheden, hvor følelserne tager fuldstændigt over. Hvor skyggesiden træder i fuld karakter, og tager alt fra dig, måske lige på nær skammen, som lever og ånder i skyggen. Man taler ofte om forelskelse som en tilstand af midlertidig sindssyge, og ‘Skyggeland’ blev for mit vedkommende en udforskning af denne tilstands voldsomme kræfter. ‘Skyggeland’ tager dig nemlig med tilbage til de første rigtige fester med alle vennerne og ham den søde, dit første rigtige kys eller din første forelskelse, da du blev ramt af kærligheden for allerførste gang, og så lige nogle skridt videre end det, ud på den anden side, til skyggesiden. Af samme grund vil ‘Skyggeland’ uden tvivl kunne fremkalde nogle helt andre, og formentligt langt stærkere, oplevelser og følelser hos det yngre publikum, end dem jeg oplevede i mødet med ‘Skyggeland’, fordi de står lige midt i den første forelskelse og ungdommens dertilhørende identitetskrise.

Men fordi det er den ekstreme udgave af forelskelsen, den vanvittige forelskelse, med alle dens meget voldsomme følelser, der dyrkes i ‘Skyggeland’, var det på mange måder en ret voldsom oplevelse, som det lige tog mig lidt tid at ryste af mig igen, efter endt forestilling. Men ‘Skyggeland’ var klart en spændende forestilling med mange tankevækkende elementer, men bestemt også en utrolig dyster en af slagsen, præsenteret på en rå men samtidig æstetisk forfinet måde.


Titel: ‘Skyggeland’
Sted: Dansehallerne
Spilleperiode: 28. januar – 4. februar 2017 i Dansehallerne, København.
Varighed: 50 min. uden pause

Dansere: Fie Dam Mygind, Søren Linding Urup, Anne Nyboe
Koreograf: Tali Rázga
Tekst: Tomas Lagermand Lundme
Scenograf og videoprojektion: Michael Søndergaard
Scenografisk konsulent: Rikke Juellund
Dramaturg: Inge Agnete Tarpgaard
Lysdesign: Mikkel Jensen
Lyddesign: Rumpistol
Undervisningsmateriale: Adelaide Bentzon
Grafiker, pr fotos og trailer: Søren Meisner
PR og markedsføring: Betina Rex
Produktionsleder: Maja Aas
Producenter: Eva Nordhagen & Carlos Calvo

Støttet af Statens Kunstråd

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s