‘Kongen & Tiggertøsen’ – Eventyrteatret

Kongen og Tiggertøsen’: Lørdag havde Eventyrteatret premiere på deres efterårsforestilling, ‘Kongen og Tiggertøsen’. En noget regnvåd efterårsdag, men som altid en eventyrlig en af slagsen, når man er i selskab med Eventyrteatret. Denne gang gik turen omkring 400 år tilbage til Kong Christian 4.’s København, og helt ind på smukke Rosenborg Slot, til året 1628. Og netop Kong Christian 4. står i dag nok som en af de mest fremtrædende regenter i Danmarks historie. Vi beundrer til stadighed de mange imponerende bygningsværker han lod opføre rundt om i København, og vi synger endda om ham nytårsaften. Og nå ja, så er vores nuværende kongehus jo også efterfølgere af selvsamme Kong Christian 4. Det gav derfor kun et ekstra historisk vingesus, at H.K.H. prins Christian og hans to mindre søskende H.K.H. prins Vincent og H.K.H. prinsesse Josephine også var inde og se ‘Kongen og Tiggertøsen’. Oven i alt det, kunne jeg med ‘Kongen og Tiggertøsen’ samtidigt fejre mit 25. års jubilæum med eventyrlige forestillinger! Det er nu alligevel ret vildt at tænke på. Jeg glæder mig allerede til mange flere!

Kongen & Tiggertøsen

© Eventyrteatret 2017, Plakatbillede: Per O. Jørgensen

 

I ‘Kongen og Tiggertøsen’ træder vi ind på Rosenborg Slot, hvor Kong Christian 4.’s mange børn, de ægtefødte prinser (Emil Grundsten, Kristoffer Nordentoft og Orbit Mackeprang) og prinsesser såvel som de uægte , Gyldenløverne (Oliver Due og Jacob Spang Olsen), lever side om side. Uenige om meget, men mindst lige så enige omkring kærligheden til deres hengivne og omsorgsfulde, men desværre alt for fraværende, far. Livet på slottet er derfor ikke just lutter lagkage. Noget særligt prinsesserne (Eva Paludan, Lisa Maria Pohl og Sif Beltner) ligger konstant under for i form af en streng opdragelse, eksekveret af den børnehadende hofmesterinde, fru Karen Sehedsted (Line Lindersson).

Kongen & Tiggertøsen

© Eventyrteatret 2017, Foto: Ole Mortensen

Udenfor slottets murer, i Københavns noget mere usle gader, hersker et liv præget af udtalt fattigdom, med tiggere, forældreløse børn og sygdom alle vegne. 1628 er desuden en tid, hvor det at have kendskab til urters helbredende kræfter, blev anset som værende det rene djævelskab. For var man i stand til at udøve helbredende magi ved at kurere sygelige lidelser, måtte man nødvendigvis være en heks i ledtog med selveste djævlen. Og hekse, dem brændte man af frygt for at den, der praktiserede heksekunst skulle kaste onde øjne på én, eller være den direkte årsag til at man forblev barnløs eller at ens høst slog fejl.

 

Gøglere, hemmeligheder og tiggertegn
Men ‘Kongen og Tiggertøsen’ er mere end det. Det er historien om danserinden, Katrine (Desirée Pedersen), som rejser rundt og optræder i land og rige sammen med en gøglertrup. Katrine, som aldrig har kendt hendes egen biologiske mor, der døde da Katrine var helt lille, har derfor kun de herlige og elskværdige gøglere, Vilhelmine (Mathilde Lundberg), Hans (Mathias Hartmann Niclasen) og Maren (Josefine Münster-Swendsen), som hendes eneste familie. Eller er de nu også det? De eneste altså. For en gammel hemmelig kommer for dagen, da gøglerne en dag står ansigt-til-ansigt med de københavnske gaders hersker, Stodderkongen (Malthe Heiberg), og hans tiggerslæng.

Imens, oppe på slottet, beslutter Christian 4.’s børn sig for, at de vil overraske deres elskede far med noget, der kan muntre ham lidt op. Til det, får de brug for gøglere, men alle gøglerne er i mellemtiden blevet sendt i Tugthuset af Stodderkongen, så nu må Christian 4.’s børn lægge en snedig plan. En plan, hvor de både skal undslippe deres hofmesterindes vagtsomme falkeblik og samtidigt få gøglerne ud af Tugthuset, så de kan komme og optræde på slottet. Det sætter gang i en række hændelser, hvor skæbner vikles sammen, både indenfor og udenfor slottets murer.

Kongen & Tiggertøsen

© Eventyrteatret 2017, Foto: Ole Mortensen

 

Autentisk, smart og gennemtænkt
‘Kongen og Tiggertøsen’ foregår som sagt tilbage i 1628. Her er Danmark ustandseligt i krig, og i København har Kong Christian 4. samtidigt travlt med at få anlagt nye havne og bygget utallige huse til de mange soldater og nytilflyttere. Alt sammen for at sikre København, og dermed Danmark, som en stærk hovedstad, og nation, inden for håndværk, handel og krig. Tiden omkring Christian 4. dikterede desuden en mode, der, for de højere samfundslag, betød en tung klædedragt, hvori kraven indgik som fast element i forskellige udformninger. Heriblandt den runde pibekrave af papir. Og det er virkelig her, at jeg som publikum altid bliver utroligt imponeret over, hvor meget der skal gennemtænkes, fra sminke til rekvisitter og kostumer, helt ned til den mindste detalje, når en helt anden tid eller verden skal udspille sig på en scene.

I ‘Kongen og Tiggertøsen’ er jeg ikke et sekund i tvivl om, hvem der er adelig, eller hører til de højere samfundslag, og hvem der må nøjes med det lidt de har og må klare sig gennem med til dagen og vejen. Alene på de mange sindssygt smukt detaljerede og meget autentiske kostumer. Favoritterne er her uden tvivl prinsessernes skønne renæssancekjoler med de høje viftelignende halskraver.

Kongen & Tiggertøsen

© Eventyrteatret 2017, Foto: Ole Mortensen

Kulisseskiftet, fra Rosenborg Slot og til de københavnske gader, sker ganske ofte i løbet af forestillingen, og det på en virkelig smart og gennemtænkt måde, hvor Rosenborg det ene øjeblik står som bagtæppe, og i det næste øjeblik foldes ud og åbner op ind til de kongelige gemakker og storslåede balsale. En på mange måder super enkel, men også super genial løsning, hvor jeg som publikum hele tiden suges ind og ud gennem slottets murer.

 

Samfundsaktuelle stikpiller og kække attituder
En af de bedste ting ved Eventyrteatrets forestillinger er de mange små samfundsaktuelle stikpiller, der gives undervejs. Det er ikke sikkert at de mindste publikummer altid ved, hvad der hentydes til, men det er bestemt godter for det ældre publikums lattermuskler. Vanligvis røber jeg dog ikke her, hvad der denne gang blev prikket lidt til, men jeg kan fortælle at referencen, og den lige linje, der bliver trukket fra den gang i 1628 og frem til i dag, næsten 400 år efter, sidder lige i skabet.

Kongen & Tiggertøsen

© Eventyrteatret 2017, Foto: Ole Mortensen

Noget andet, hvor Eventyrteatret også er fantastisk dygtige, er deres mange altid iørefaldende sange, der skyller ud over teatersalen, fra start til slut i forestillingerne. Og mere end det. Sangene formår nemlig i et forholdsvis kort format, at formidle en hulens masse historiske fakta. Således også i ‘Kongen og Tiggertøsen’.  Tag eksempelvis sangene ‘Sovekammerdøren’, ‘Gæstfri’ og ‘Christian firtal’, der hver på deres måde fortæller om Christian 4.’s mange kvinder og børn, den danske gæstfrie mentalitet, drukkenskab og krigsførelse, samt om de interne stridigheder mellem de ægte og uægte kongebørn. Igen nydeligt leveret med referencer til nutidens København. Og apropos sangen ‘Christian firtal’, en ‘cembalo-jazz’et-rap-inspireret’-sang, sunget af de fem prinser. Det gjorde de nu altså meget godt. Lækkert beat, og kække moves ikke mindst. Særligt kække var især de to Gyldenløver, Christian Ulrik (Oliver Due) og Hans Ulrik (Jacob Spang Olsen), der med deres overlegne attituder begge naglede rollerne som de ellers udskudte kongebørn. Well done!

 

En stemning af mystik og uhygge
Men en ting er hvad der fortælles i de mange sange, noget andet er den stemning, som sangene bringer med sig ind i forestillingen og salen. Her var det uden tvivl sangene ‘Tiggertegn’, ‘Amai Vanondida’ og ‘Kål’, som gjorde det største indtryk på mig. Alle tre meget forskellige, men ret skønne sange. I ‘Tiggertegn’ var det Iris Mealors stærke stemme, der kombineret med et lækkert stødvist beat, skabte en stemning af mystik og uhygge. Lidt a la ‘Mosekonebryg’-sangen fra Eventyrteatrets tidligere forestilling ‘Elverhøj’. Sangen ‘Amai Vanondida’ lå derimod i en lidt anden boldgade hvad stemningen angik. Her var det de varme himmelstrøg og glade salsarytmer, der var på spil, og for mit vedkommende betød at jeg sad og rokkede lidt med, og blev glad og rørt på en og samme tid. Nok fordi der var tale om en sang om en mors ubetingede kærlighed, sunget af de små børn fra Børnehuset. Samme sindsstemning gjorde sig gældende i sangen ‘Kål’, hvor det ligeledes var de alt for kære forældreløse børn fra Børnehuset, som gav den gas til en herlig ‘børne-MGP-vibe-møder-klassisk-Eventyrteater-lyd’-sang.

Kongen & Tiggertøsen

© Eventyrteatret 2017, Foto: Ole Mortensen

 

Om betydningen af at kende til fortiden
‘Kongen og Tiggertøsen’ er historien om en masse børn, der på hver deres måde, må klare sig uden deres forældres nærvær, og om hvor meget den omsorg og kærlighed, en forældre kan give deres børn, rent faktisk betyder for alle, stor som lille. Det er også historien om at finde ud af hvem man er, og holde fast i det man tror på og brænder for, frem for altid at gøre det der forventes af én eller tildeles én, bare fordi det er det alle andre gør eller det man altid har gjort. Og så er det historien om betydningen af at kende til fortiden, hvis man ellers ønsker at forstå hvorfor ting er som de er i nutiden, og hvordan de bliver i fremtiden. For historien har det med at gentage sig selv. Særligt hvis man ikke sætter sig ordentligt ind i den eller selv gør noget aktivt for at ændre på den.

Kongen & Tiggertøsen

© Eventyrteatret 2017, Foto: Ole Mortensen

‘Kongen og Tiggertøsen’ betød for mit vedkommende således en eventyrlig eftermiddag fyldt med hemmeligheder, kærlighed (og lidt stædighed), kampen mellem det gode og det onde, og så selvfølgelig den altid velkendte varme, som kun Eventyrteatrets forestillinger kan give mig på en ellers kold efterårsdag. En helt særlig varme, som smelter et stort smil fast til mit ansigt og spreder sig helt ud til mine fingerspidser. Ret eventyrligt!

 


Titel: ‘Kongen og Tiggertøsen’
Sted: Glassalen, TIVOLI
Dato: 6. – 22. okt. 2017
Spilletid: 2 timer inkl. 20 min. pause

Instruktør: Bo Skødebjerg
Manuskriptforfatter: Gunvor Reynberg
Komponist: Christian Dahlberg
Sanginstruktør: Christine Guildal Jensen
Scenograf: Kirsten Brink
Koreograf: Vivi Siggaard
Koreografassistent: Josephine Ellefsen
Kostumedesigner: Christine Brincker
Make-up artist: Rikke Dyreby
Lyddesign og -afvikling: Steven Winter-Madsen
Lysdesign og -afvikler: Peter Clausen
Paradeinstruktør: Tara Toya
Paradeinstruktørassistent: Frederikks Mejdahl
Rekvisitter: Ane Løkken
Kulisser: Theis Witzel
Microport-ansvarlig: Flemming Nielsen
Instruktørassistent: Line Østerbye Andersen
Forestillingsleder: Anna Munk Ørstrøm
Produktionsleder: Katja Vallentin
Teaterleder: Susanne Vognstrup
Medvirkende: Eventyrteatrets Eventyrbørn

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s