‘Chess – The Musical’ – Tivolis Koncertsal

Chess – The Musical’: Jeg må indrømme, at mit kendskab til ‘Chess – The Musical’ ikke var det største, da jeg i sin tid bestilte billetter til forestillingen, kun at der var tale om en musikalsk klassiker. Men se den, det skulle jeg. Musicalen, der oprindeligt er skrevet af Benny Andersson, Björn Ulvaeus og Tim Rice, havde premiere i Tivolis Koncertsal fredag den 19. januar, hvor den spiller frem til på lørdag den 17. februar, førend at turen går videre til først Aarhus og dernæst både Odense, Vejle og Holstebro. Og dette for første gang i en dansk opsætning.

Chess - The Musical

© Chess – The Musical 2018

 

‘Chess – The Musical’ er i korte træk historien om skakspillerne, Anatoly Sergievsky (Stig Rossen) fra Rusland og den siddende verdensmester, amerikaneren, Frederick Trumper (Bjarne Langhoff), der skal spille mod hinanden om netop titlen som den kommende verdensmester i skak. Med sig har Frederick Trumper sin sekundant, Florence Vassy (Xenia Lach-Nielsen), som hurtigt falder for den jordnære Anatoly Sergievsky. Og hendes følelser er gengældt. Brikkerne er dermed sat, spillet er i gang, både foran og væk fra skakbrættet. To giganter inden for skak, der ikke kunne være mere forskellige, og to stormagter, for hvem skakturneringen er mere end blot et spil. Der er meget i spil, og på spil ikke mindst, og det er derfor så meget vigtigere for begge spillere, og nationer, at kunne gå fra spillet, som vinderen.

Chess - The Musical

© Chess – The Musical 2018, Foto: Rumle Skafte

 

Et kæmpe skakbræt
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at ‘Chess – The Musical’ handler om brætspillet skak, da jeg træder ind i koncertsalen og kigger op på scenen. Kulisserne består af tre kvadratiske plader, to stående så de skaber et hjørne midt på scenen, og den tredje liggende, som gulvet. Som en åben kasse, uden de sidste to sider, og låg, hvor de to eksisterende vægplader er lavet af glas, og inddelt i mindre kvadrater. En flot enkel og lækker rå scenografi, hvor skjulte døre og vinduer i glasvæggene, gav mulighed for spændende koreografiske setups undervejs i forestillingen. Personligt var jeg ret vild med de mange lysstofrør, som med skiftende lyssætninger skabte den helt rigtige stemning, og i kombination med glas og metal gav rammerne et autentisk touch af 80’ernes smukke melankoli og råhed. Et element, som kun gjorde mig endnu mere glad, når nu ‘Chess’ rent faktisk er skrevet tilbage i 1984.

Chess - The Musical

© Chess – The Musical 2018, Foto: Rumle Skafte

Men det er jo kun glasvæggene. Gulvet var nemlig ligeledes inddelt i mindre kvadrater, så det til forveksling lignede et kæmpe skakbræt, hvilket nu nok ikke er helt tilfældigt historien taget i betragtning. En funktion, som i særlig grad kom til sin ret i den indledende samt i den afsluttende scene, hvor ensemblet bevægede sig som skakbrikker fra felt til felt, i lige linje, vandret eller lodret, og diagonalt. Ret genialt koreograferet. Også i sangen ‘Difficult and Dangerous Times’ (der anvendes originale sangtitler igennem hele anmeldelsen red.), blev gulvets skakbræt anvendt til fulde, da fronterne mellem de to stormagter blev tegnet op med blåt og rødt, som styrende for placeringen af de to modparter. Enkelt, men igen ret genialt tænkt.

 

The Soviet Machine
Som skrevet indledningsvist, så var mit kendskab til ‘Chess’ ikke det største, i hvert fald ikke førend at jeg kort forinden forestillingen, fik sat mig ned og læst lidt op på historien. Men når nu der var tale om at ABBA-hitmagerne Benny Andersson og Björn Ulvaeus stod bag, så kunne min umiddelbare fornemmelse for ‘Chess’ som en musikalsk klassiker jo ikke være helt ved siden af. Jeg gik således ind for at se ‘Chess – The Musical’ med forventningen om en forestilling spækket med, for mig, velkendte numre. Det blev til to, som jeg så til gengæld også blev ret overrasket over, at de stammer fra netop ‘Chess’. Dette til trods for at jeg rent faktisk har hørt både ‘One Night in Bangkok’ og ‘I Know Him So Well’ flere gange før. Sidstnævnte sang med særligt udtalte ABBA-toner, så det ikke var til at tage fejl af, hvem der står bag nummeret. Men okay, min aldersgruppe var heller ikke så stærkt repræsenteret blandt publikum, så måske der her er en forklaring at hente i forhold til mit mindre stærke kendskab til musikken fra ‘Chess’ – før nu i hvert fald.

Chess - The Musical

© Chess – The Musical 2018, Foto: Rumle Skafte

Mit personlige højdepunkt i ‘Chess – The Musical’ var uden tvivl sangen ‘The Soviet Machine’, hvor russeren Molokov (Jakob Zethner) med sin dybe ryst og lækre accent spillede med de sovjetiske muskler, og med stor selvsikkerhed demonstrerede den russiske overlegenhed. Endnu bedre blev sangen dog kun af ensemblets imponerende udførelse af akrobatiske bevægelser fra den traditionelle kosakdans, gopak, til taktfaste rytmer. Det var mega fedt! For min skyld måtte de gerne være blevet ved i endnu længere tid. En særlig tak for et godt grin, skal desuden sendes til sangen ‘Embassy Lament’, der med god tør engelsk humor skildrede den tunge bureaukratiske proces meget overbevisende.

 

Et spil omkring spillet
I ‘Chess – The Musical’ er alle, spillere såvel som dem omkring spillerne, spillebrikker i et langt større spil end blot deres egne mål og drømme for livet – som et spil omkring spillet. Et spil, der kan slå selv den stærkeste spiller skakmat.

For mit vedkommende var det helt klart det stærke ensemble i ‘Chess – The Musical’, der holdt spillet i gang fra start til slut. Gav spillet liv. Selvfølgelig i tæt samspil med store stemmer fra Stig Rossen og Jakob Zethner, samt karismatiske karakterer som Walter (Martin Loft/ Jonas Holst) og Frederick Trumper (Bjarne Langhoff). Den eneste anke jeg lige umiddelbart har er, at flere af musiknumrene desværre blev en anelse for larmende til min smag, hvormed musikken ikke fik mulighed for at træde frem i sin faktiske form, men i stedet druknede. Og skal jeg se ‘Chess – The Musical’ igen, skal jeg helt sikkert se den på engelsk. Dansk bliver simpelthen for unuanceret og forudsigeligt til de mange storslåede numre, hvilket kun blev bekræftet i sangen ‘One Night in Bangkok’, der som den eneste sang blev holdt på engelsk – og den sad lige i skabet, solidt fremført i dens talte form, af Bjarne Langhoff. Men det var nu et meget godt sted at starte. Og so far er det helt sikkert kun det første træk fra min side.

Chess - The Musical

© Chess – The Musical 2018

 


Titel: ‘Chess – The Musical’
Sted: Tivolis Koncertsal
Dato: 19. januar – 17. februar 2018 Tivolis Koncertsal, 20. februar – 4. marts 2018 Musikhuset Aarhus, 6. – 10. marts 2018 Odeon (Odense), 13. – 18. marts Vejle Musikteater, 21. – 24.marts Musikteatret Holstebro
Spilletid: 2 timer 40 min. inkl. 20 min. pause.

Musical af Benny Andersson, Björn Ulvaeus og Tim Rice
Produceret af Mikkel Rønnow & TOCA Records for Chess 2018 efter aftale med Three Knight Limited, The Schubert Organisation Inc og Robert Fox Limited.
Iscenesættelse: Mark Clements
Scenografi & kostumer: Peter McKintosh
Koreografi: Nick Winston
Dirigent: Mikkel Rønnow
Lysdesign: Tim Mitchell
Lyddesign: Caspar Ravn og Anders Dalmose
Hår og make-up: Henrik Torp 
Oversættelse: Jesper Malmose
Supplerende oversættelser: Xenia Lach-Nielsen, Stig Rossen og de medvirkende
Orkestrering: Anders Eljas
Medvirkende: Stig Rossen, Xenia Lach-Nielsen, Bjarne Langhoff, Kristian Vetter, Jakob Zethner, Pernille Petersson og Martin Loft.
Ensemble: Anna Vaupel, Frederikke Vedel, Katrine Schmidt Nørgaard, Karin Nordly-Holst, Linda Fabricius Hultemark, Linnea Stenbeck, Nynne Christine Holmen, Regina Lundsgaard Sloth, Anders Gjesing (understudy Frederick Trumper), Jeff Schjerlund (understudy The Arbiter), Jesper Paasch, Jonas Holst (understudy Walter), Mikkel Hoé Knudsen, Ole Lundqvist, Jonathan Heegaard, Ulrik Aabye-Hansen (understudy Molokov).

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s