‘Fogg’s Off’ – Crazy Christmas Cabaret 2018, London Toast Theatre

‘Fogg’s Off’: Yes! Crazy Christmas Cabaret er tilbage. Og det i bedste velgående. Tirsdag den 13. november havde London Toast Theatre således premiere på den 36. Crazy Christmas Cabaret, ‘Fogg’s Off’. Noget jeg, og mange andre trofaste publikummer, er ovenud glad for. Hvordan skal det ellers blive rigtig jul? Crazy Christmas Cabaret hænger nemlig uløseligt sammen med julen. Dette til trods for, at julen i sig selv, aldrig rigtigt medvirker i en Crazy Christmas Cabaret. I år bliver vi taget med jorden rundt, når Phileas Fogg vædder om, at han sagtens kan tage turen på kun 80 dage. Og jeg kan allerede nu afsløre, at det ikke bliver en kedelig rundrejse. Det lader sig simpelthen ikke gøre i selskab med Crazy Christmas Teamet.

Crazy Christmas Cabaret 2018

© London Toast Theatre 2018, Foto: Thomas Petri

 

‘Fogg’s Off’ er kort fortalt historien om den unge protagonist, Phileas Fogg (Jefferson Bond), der indgår et væddemål med to af de andre medlemmer i Reformklubben, Lord Cedric Hunt (David Bateson) og Boris Johnson (Andrew Jeffers), samt en gæst i huset selvsamme dag, Count Vladimir Butin (Bennet Thorpe), om, at han sagtens kan rejse jorden rundt på kun 80 dage. Vi skriver Storbritanien anno 1872, så fly og bil er ikke en mulighed. Det er tog, skib, heste og sågar en luftballon derimod. Men ikke alle har rent mel i posen omkring det forestående væddemål. Der går da heller ikke lang tid, førend at turen går grueligt galt, for Phileas Fogg og hans butler Pasnupå (Henrik Lund). Så er spørgsmålet bare om det alligevel vil lykkes team Fogg at nå jorden rundt på 80 dage, og dermed sikre de mange penge, der er på højkant i det indgåede væddemål.

Crazy Christmas Cabaret 2018

© London Toast Theatre 2018, Foto: Thomas Petri

 

Høj detaljeringsgrad og ekstravagance
For søren da, hvor var kostumerne endnu en gang bare sindssygt flotte, og derfor klart det allerførste jeg bemærkede, da forestillingen gik i gang på scenen. Og uden for scenen, selvfølgelig, som det jo sig hør og bør til en ægte Crazy Christmas Cabaret. Farverne på de mange kostumer var en ting, detaljeringsgraden på dem en anden. For det er jo netop det få, men dog vigtige detaljer kan, nemlig at gøre den samlede oplevelse langt mere autentisk. Og selvom, at scenografien var holdt helt enkel, men alligevel ret stemningssættende, var jeg ikke et sekund i tvivl om, hvor i verden jeg befandt mig på jordomrejsen, undervejs i forestillingen. Personligt var jeg desuden ret vild med den geniale måde, hvormed togturen fra Bombay til Calcutta blev løst. Igen, et super enkelt format, med små togsektioner, én til hver passager, suppleret af at passagerne enten vuggede let, når de sad ned i en togkupé eller væltede rundt, når de gik på gangarealet.

Crazy Christmas Cabaret 2018

© London Toast Theatre 2018, Foto: Thomas Petri

Imponerende, og storslåede, kostumer var der som altid også utallige af, når det kom til The Dame (Andrew Jeffers), der i år gik under navnet Lady Wobblebottom, som Phileas og Philippa Foggs (Katrine Falkenberg) tante. Mindst ét kostume til enhver lejlighed! Intet mindre kan gøre det. Selvfølgelig. Og altid lige kreative og ekstravagante udstyrsstykker. Den ene dragt mere overraskende end den anden. Ganske enkelt uundværligt.

 

Kung Fu spark, kærlige kram og kosakdans
At jeg ikke var i tvivl om, hvor i verden Foggs team befandt sig undervejs på deres lange rejse i ‘Fogg’s Off’, skyldes selvfølgelig også de mange festlige og underholdende musiknumre, der altid er tekstmæssigt vel tilpasset de pågældende situationer på scenen. I den forbindelse, var det især sangene ‘Walk like an Egyptian’ og ‘Kung Fu Fighting’, der formåede at skabe den helt rette stemning. Selvfølgelig ikke uden en dertilhørende fantastisk koreografi med hoppende ninjaer og upassende arabere. Tekstmæssigt, var det derimod den ekstra venskabelige duet mellem Præsident Ronald Rump (David Bateson) og Count Vladimir Butin, ‘Nothing’s gonna stop us now’, samt Vladimir Butins russiske strækmarch og kosaktrin i sangen ‘Ra ra Vlad Butin’, der skruede godt op for latteren.

Crazy Christmas Cabaret 2018

© London Toast Theatre 2018, Foto: Thomas Petri

 

Velimiterede karakterer
Og nu jeg er ved Præsident Ronald Rump og Count Vladimir Butin, vil jeg endnu en gang, have lov til at fremhæve mændene bag de to karakterer, David Bateson og Bennet Thorpe, der desuden varetager rollerne, som blandt andet Detektiv McFix og Jesse James (David Bateson) samt Kaptajn Parrot (Bennet Thorpe). De to, kan om nogen få mig til at grine så det gør helt ondt i kinderne. David Bateson med hans alt for overbevisende imitation af Donald Trump. Den stemme og de hænder! Eller hans herlige udlægning af ze german, der med stive bevægelser og lækker tysk accent, nedlægger kvinder på rad og række. Eller når Bateson med klingende støvlesporer, krydser scenen som ægte cowboy. Og Bennet Thorpe, når han med hurtige fagter, i ryk, og smurt russisk accent eller piratgloser, går fra ondsindet til blødsøden på få sekunder. Den ansigtsmimik de to mænd behersker, er intet mindre end genial. Jeg elsker det, og glæder mig hver gang til at se, hvilke karakterer de nu kaster sig over.

Crazy Christmas Cabaret 2018

© London Toast Theatre 2018, Foto: Thomas Petri

Ikke at forglemme Henrik Lunds udgave af Charlie Chaplin, som gjorde et stort indtryk i sangen ‘Smile’, der i sin tid blev komponeret af Charlie Chaplin selv. Her flot performet af Katrine Falkenberg. Udover at være en virkelig fin sang, som jeg personligt holder meget af, og selv mest kender i Michael Jacksons version, var Henrik Lunds tilhørende dans og trin, før og efter sangen, utrolig godt efterlignet selveste Chaplin og hans lettere pingvinlignende bevægelser.

Crazy Christmas Cabaret 2018

© London Toast Theatre 2018, Foto: Thomas Petri

 

En ikke ubetydelig del
En signifikant ændring i dette års Crazy Christmas Cabaret, ‘Fogg’s Off’, som selvfølgelig ikke gik ubemærket hen, var fraværet af Vivienne McKee oppe på scenen. Eller helt fraværende var hun så alligevel ikke (uden at jeg vil afsløre mere her). Men dog nok til at et af de faste indslag med en vis Dr van Helsingør, ikke var at spore undervejs i ‘Fogg’s Off’. Så det var selvsagt savnet, da det udgør en ikke ubetydelig del af en Crazy Christmas Cabaret. Heldigvis var der stadigvæk alle de andre faste elementer, som kun er vokset på mig over tid. Det er det Crazy Christmas kan, og for mit eget vedkommende kun her at jeg oplever dette format på scenen, hvorfor jeg også er super taknemmelig over at få lov til at rejse med. I ‘Fogg’s Off’ gjorde noget af dette, helt særegne for en Crazy Christmas Cabaret, sig i den grad gældende, når Jefferson Bond i rollen som blandt andet Phileas Fogg, ved hjælp af velplacerede kunstpauser og en selvfed attitude, kørte jokes længere ud eller henvendte sig direkte til publikum.

Så nu glæder jeg mig bare til at se, hvad teamet bag Crazy Christmas finder på at kaste sig over til næste år, og håber samtidigt, at endnu flere, vil få øjnene op for det særlige Crazy Christmas kan, og leverer år efter år.

Crazy Christmas Cabaret 2018

© London Toast Theatre 2018, Foto: Thomas Petri

 


Titel: ‘Fogg’s Off’
Sted: Glassalen, Tivoli
Spilleperiode: 13. nov. 2018 – 5. jan. 2019 (desuden i Hermans i Århus fra 9-12. jan. 2019)
Varighed: ca. 2 timer og 45 min. inkl. pause

Instruktion og manuskriptforfatter: Vivienne McKee
Komponist og musikalsk arrangør: Stuart Goodstein
Koreograf: Peter Friis
Scenograf og kostumedesigner: Kirsten Brink
The Around the World Band: Stuart Goodstein, Søren B. Petersen, Tom Højlund Olsen
Medvirkende: David Bateson, Henrik Lund, Andrew Jeffers, Bennet Thorpe, Katrine Falkenberg, Jefferson Bond, Rikke Hvidbjerg og Claus de Licthenberg

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s