‘Julekortet’ – Eventyrteatret

Julekortet’: Lørdag den 24. november, præcis én måned til juleaften, havde Eventyrteatret premiere på årets juleforestilling, ‘Julekortet’. Helt perfekt, når man, som jeg, så småt er ved at komme i den rette julestemning. Nu mangler jeg kun at få pyntet lidt op, finde de sidste julegaver, få tunet ind på julemusikken og at julebage, selvfølgelig – og nå ja, at få skrevet nogle julekort. Og netop ‘Julekortet’ var her en rigtig god start på julens mange små og store glæder, i en ellers lidt mørk tid på året, fordi den mindede mig om, at vi skal huske at holde fast i det, der giver mest værdi for os i hverdagen.

Julekortet

© Eventyrteatret 2018, Plakatbillede: Per O. Jørgensen

 

Det første julekort blev opfundet tilbage i 1843, i England, under dronning Victorias tid. Først 30 år efter meldte det første julekort sin ankomst i Danmark. Og selvom at postforsendelsen i dagens Danmark har set sine bedre dage, er julekortet dog en af de traditioner mange heldigvis stadigvæk holder fast i. Også hos nisserne i ‘Julekortet’ er der gang i julekortudvekslingen her op til jul. Der er dog et enkelt lille problem, julekortene kommer ikke frem til tiden. Derfor er der nu blevet ansat en ny postdirektør for Nissepostvæsenet, Normann Mosbund (Emil Grundsten), som skal rette op på skaderne, og sikre at posten i år når frem inden juleaften.

Normann Mosbund er en fremsynet nisse, der gerne tager teknologien i brug, hvis den kan hjælpe dem i mål, og få posten ud til tiden. Ikke alle er dog lige begejstrede for forandringer, så Normann Mosbund har rigeligt at se til på Nissepostvæsenet, og det kan hans børn, Julius Mosbund (Jacob Spang Olsen) og Mandel Mosbund (Ella Kring Henriksen) mærke på hjemmefronten, hvor tiden med deres far ikke er som den plejer at være. Og tid er i den grad alt, for vil Normann Mosbund og Nissepostvæsenets nisser nu også nå at få sendt alle julekortene afsted i tide, så det kan blive en rigtig jul i år?

Julekortet

© Eventyrteatret 2018, Foto: Ole Mortensen

 

Eventyrlige fortællinger spækket med samfundsaktuelle sidebemærkninger
Eventyrteatret er godt nok teater alene opført af børn i alderen 7-19 år, men det er ingen hindring for at også voksne kan tage af sted, med eller uden børn. For Eventyrteatrets forestillinger, er ligesom H.C. Andersens eventyr, eventyrlige fortællinger spækket med samfundsaktuelle sidebemærkninger og stikpiller, der giver forestillingerne et ekstra lag af underholdning. Således også ‘Julekortet’, der meget tidstypisk fik sat fokus på postvæsenet, og det noget andet tempo posten har i dag. Dertil kunne jeg personligt genkende oplevelsen af at service efterhånden desværre er en by i Langbortistan rigtig mange steder i dag, mange gange forårsaget af uendelige administrative procedurer. Alt sammen fint illustreret ved Nissepostvæsenets ansatte, der lader sig diktere af et forældet og ineffektivt system, frem for at have kunderne og Nissepostvæsenets egentlige formål i fokus.

Julekortet

© Eventyrteatret 2018, Foto: Ole Mortensen

 

Et vibe af ‘Rumrejsen år 2001’ og ‘1984
Et andet ret aktuelt, og super spændende, emne, der også blev taget fat på i ‘Julekortet’, er hele snakken om kunstig intelligens, og hvad det kan gøre for vores samfund. Men i den grad også det mere etiske spørgsmål om, hvad det kan have af konsekvenser, og de bekymringer der følger med. For vil vi, hvis teknologien kan tænke selv, stadigvæk have kontrollen? Svaret på det spørgsmål kommer vi et skridt nærmere i mødet med nissepigen og computergeniet, Pip (Desiree Pedersen), som Normann Mosbund ansætter i Nissepostvæsenet, for at skabe fornyelse og mere effektive arbejdsgange. Pip introducerer nemlig en helt særlig opfindelse, med lige netop dette formål for øje.

Julekortet

© Eventyrteatret 2018, Foto: Ole Mortensen

Jeg har dog ikke tænkt mig at afsløre meget mere her, end at jeg personligt kom til at tænke på henholdsvis Stanley Kubricks science fiction film ‘Rumrejsen år 2001’ og George Orwells dystopiske fremtidsroman ‘1984’, hen mod slutningen af forestillingen. Men jeg kan derimod fortælle, at der blev anvendt nogle ret fine lyseffekter i sangen ‘Nisseposten 2.0’.

 

Vigtigheden af at dele ud af sin kærlighed og glæde
Tilbage til det det hele handler om i ‘Julekortet’, nemlig kortet som man sender af sted til sine kære og nære i julen, for at ønske dem en glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår. Mandel Mosbund formidler dette budskab i sangen ‘Julekortet’, hvor hun understreger vigtigheden af at dele ud af sin kærlighed og glæde, og give noget af sig selv til andre, for på den måde også at få noget igen, og sprede lys i mørket. Det er nu også hyggeligt både at skrive og modtage julekort, og postkort i det hele taget. Det kan noget helt særligt. Det har personlighed, og er samtidigt et udtalt udtryk for vor tids vigtigste ressource og stadig større mangelvare, vores tid. På den måde er ‘Julekortet’ en påmindelse, og en hyldest ikke mindst, til en tradition med lidt år på bagen, om, at vi bør holde fast i de nære værdier og menneskelige relationer, fordi det til syvende og sidst er det, der giver os mest værdi i livet.

Julekortet

© Eventyrteatret 2018, Foto: Ole Mortensen

Jeg bliver i samme ombæring simpelthen lige nødt til at fremhæve stemmen bag Mandel Mosbund, Ella Kring Henriksen. Ikke kun fordi hun gør det godt solo, i ikke bare én, men hele to sange (‘Far og jeg’ og ‘Julekortet’), men også fordi det nu en gang er lidt skægt, at den førhen lille pige, der altid rendte syngende rundt inde i nabohaven, nu står foran mig på scenen. Hvilket igen bare er endnu et godt eksempel på det magiske univers, som Eventyrteatret er, og hele tiden er med til at skabe og overraske med.

Julen kom, for mit vedkommende, i hvert fald på magisk vis meget tættere på med ‘Julekortet’.

 


Titel: ‘Julekortet’
Sted: Glassalen, TIVOLI
Dato: 24. nov. – 16. dec. 2018 (lørdage og søndage)
Spilletid: 1 time uden pause

Instruktør: Bo Skødebjerg
Manuskriptforfatter: Bo Skødebjerg
Komponist: Christian Dahlberg
Scenograf: Ane Løkken
Koreograf: Tara Toya
Kostumedesigner: Christine Brincker
Sangsolistinstruktør: Christine Guildal Jensen
Lyddesign og -afvikling: Steven Winter-Madsen
Lysdesign og -afvikler: Peter Clausen
Make-up artist: Nina Samuelsen
Forestillingsleder: Anna Munk Ørstrøm
Microport-ansvarlig: Flemming Nielsen
Microport-ansvarlig: Louise Krog-Meyer
Kulisser: Theis Witzel
Instruktørassistent: Anne Elisabeth Nørgaard
Produktionsleder: Katja Vallentin
Teaterleder: Susanne Vognstrup
Medvirkende: Eventyrteatrets Eventyrbørn

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s