‘Skovens Dronning’ – Eventyrteatret

Skovens Dronning: Med dette års efterårsforestilling fra Eventyrteatret, ‘Skovens Dronning’, blev jeg for to timers tid tryllet tilbage til den sidste halvdel af 1300-tallet i mødet med Dronning Margrethe 1. Her stod konflikterne i bogstaveligste forstand i kø og truede med at koge over. Men kan man overhovedet forene det tilsyneladende uforenelige? Skelsættende beslutninger skal tages. ‘Skovens Dronning’ havde premiere lørdag den 5. oktober.

© Eventyrteatret 2019, Plakatbillede: Per O. Jørgensen

I ‘Skovens Dronning’ er stemningen blandt det svenske folk i Kalmar noget lunken omkring en kvindelig regent, og konflikterne mellem handelsfolket og det bedre borgerskab er mildest talt ude af kontrol. Så Dronning Margrethe 1. (Mille Rosendahl) har i den grad sit at se til, i sin kamp for at forene Norden under én fælles krone, med sin fostersøn Erik af Pommern (William Sigby Larsen) som konge. Og midt i det hele banker fortiden pludselig på. Vi kastes tilbage til Margrethes barndom, på lige netop det tidspunkt, hvor hun står overfor at skulle giftes med den daværende konge af Norge. Noget den den gang 10-årige, og allerede målrettede, prinsesse Margrethe (Emma Grant-Rosendahl) bestemt ikke er tilfreds med. Hun tager derfor sagen i egen hånd og løber hjemmefra, ud i skoven. En magisk skov, beboet af magiske væsener, som alle vil have fingrene i den lille prinsesse. For heller ikke her ånder alt fred og fordragelighed.

 

Frygten for det fremmede
‘Skovens Dronning’ er en parallelhistorie, der på magisk vis skildrer Dronning Margrethe 1.s evne til at sætte en stopper for uenigheder og i stedet skabe et sammenhold, som står langt stærkere – og dette i sit voksne liv såvel som i sin barndom. Det er nemlig ikke kun Margrethes arbejde forud for Kalmarunionen, der kræver sit. Også skovens magiske væsener, har sine interne konflikter og uoverensstemmelser, som Margrethe hurtigt får en central rolle i. Fælles for de to situationer er den modstand, der eksisterer i forhold til at mødes om lige netop det fælles. En modstand som i begge tilfælde bygger på frygt. Frygten for det uvisse og fremmede, samt for at miste det eller dem man har kær.

© Eventyrteatret 2019, Foto: Ole Mortensen

 

Skovens fire elementer
For søren da nogle flotte, farverige og fantasifulde kostumer! De blågrønne nymfers betagende, pallietbesatte og bølgende kjoler, der glimtede og gav genskær, hvor de gik. De glødende salamandere i brandvarme farver med (v)ildfarende hår. Gnomerne i mosgrønne og jordbrune klæder, der vuggede med, når de hoppede af sted. Og sylfiderne i deres dragende og florlette ballerinaskørter, der lyste i mørket! Med de kostumer, var jeg ikke et sekund i tvivl om, hvilke af de fire elementer, jord, ild, vand og luft, som skovens mange væsener hver især repræsenterede.

Til hvert af de fire elementer hørte desuden magiske kræfter forbundet med enten jorden, ilden, vandet eller luften, som skovens magiske væsener kunne styre. Disse kræfter blev undervejs underbygget af enkle, men virkningsfulde lys- og lydeffekter. Det var klart nyt med den type effekter på scenen, for én som har fulgt med fra salen siden 1993, men det fungerede ret godt. Særligt fordi det ikke tog overhånd i forhold til skuespillet, men kun blev anvendt, hvor det gav allermest mening.

© Eventyrteatret 2019, Foto: Ole Mortensen

 

Umulig kærlighed og kuldegysninger
Den smukke men sørgmodige duet ‘Gennem ild og vand’, om den umulige kærlighed mellem Nymfen Stilla (Eva Paludan) og Salamanderen Ignis (Orbit Schiøler Mackeprang), ramte mig lige i hjertet. Og det fra de første enkle toner blev slået an, som lyden af regndråber, der falder tungt til jorden. Hvorefter Eva Paludans altid smukke stemme skar rørende igennem med ordene ”Men jeg vil brænde op for dig”, så jeg ligesom det er sket tidligere, når Eva har sunget, endte med gåsehud op og ned af mine arme. Samtidigt ledte sangen mine tanker hen på den oprindelige historie om ‘Den lille havfrue’ samt ‘Romeo & Julie’, der begge beretter om ulykkelig kærlighed.

© Eventyrteatret 2019, Foto: Ole Mortensen

Også sangen ‘Den hellige Birgittas kors’ sunget af Dronning Margrethe 1. (Mille Rosendahl), nonnen Ingegerd (Annika Vedel Hansen) og Novicen (Cecilia Wegeberg) gjorde et kuldegysende indtryk – på den eventyrlige måde – med løftet om styrke og håb, når man står med en bekymring om ikke at slå til. Gnomernes sang ‘Gnomer’ havde, foruden en cool lyd og rytme a la Raske penge og Natasja, forestillingens nok sjoveste dans med hoppende gnomer i polstrede dragter på rad. Herligt, skørt og skævt. Under sangen ‘Djævel’ kunne jeg til gengæld ikke andet end at sidde og rokke med i stolen, når der blev rappet og kastet håndtegn oppe på scenen fra små djævle i kostumer, der mindede mig helt vildt om de bevingede aber fra ‘Troldmanden fra Oz’ og Malavias håndlagere fra Disneys ‘Tornerose’. Ikke at forglemme Emma Grant-Rosendahls dejlige ru stemme i sangene ‘Bedste venner’, ‘Sikken et liv’ og ‘Sammenhold’.

 

Stærkt budskab, prægtige præstationer og flashbacks
‘Skovens Dronning’ var dog langt mere, end en flot forestilling med prægtige præstationer, kreative kostumer, spændende sange, effektfulde effekter og enkle men tidstro kulisser. Det var en forestilling med et stærkt budskab om at vi skal huske sammenholdet, også med dem vi ikke kender, eller ligner. Men det kan vi jo komme til, hvis vi tør åbne vores øjne, arme og hjerter. For kun sådan vil det ukendte og uvisse samtidigt blive det mindre farligt, end vi går og forestiller os og frygter. Et budskab, der fik mig til at genkalde mig ordene ”Vi vil leve sammen” fra en skulptur på Nørrebro i København.

© Eventyrteatret 2019, Foto: Ole Mortensen

Men mere end det. For ‘Skovens Dronning’ gav mig i den grad også flashbacks til flere af Eventyrteatrets tidligere forestillinger. Eksempelvis var den grønne djævel, Tutivillus (Iris Mealor), som taget ud af ‘Elverhøj’, hvor trolden Flint (Michael Lundbye Slebsager) ligeledes kæmpede med at være anderledes end de andre trolde, fordi han var grøn og samtidig manglede en hale. Ens for begge grønne rolleindehavere var desuden deres formidable præstationer. Også sylfiderne, og særligt sangen ‘Sylfidernes sang’, mindede mig om elverne fra ‘Elverhøj’ samt de fire magiske vinde fra ‘Østen for Solen og Vesten for Månen’ med deres drømmende stemmer og bevægelser. Desuden en perfekt genanvendelse af kostymer fra ‘Sværdet i stenen’ til Paraden i år.

 

© Eventyrteatret 2019, Foto: Ole Mortensen

 


Titel: ‘Skovens Dronning’
Sted: Glassalen, TIVOLI
Dato: 4. – 20. okt. 2019
Spilletid: 2 timer inkl. 20 min. pause

Instruktør: Bo Skødebjerg
Manuskriptforfatter: Gunvor Reynberg
Komponist: Christian Dahlberg
Sanginstruktør: Lisa Tjalve
Scenograf: Kirsten Brink
Koreograf: Henrik Lund
Koreografassistent: Maria Lund Rasmussen
Kostumedesigner: Christine Brincker
Lyddesign og -afvikling: Steven Winter-Madsen
Lysdesign og -afvikler: Peter Clausen
Paradeinstruktør: Silje Aass
Rekvisitter: Ane Løkken
Kulisser: Theis Witzel
Microport-ansvarlig: Flemming Nielsen, Anton Molsen, Julius Molsen
Instruktørassistent: Anne Elisabeth Nørgaard
Forestillingsleder: Anna Munk Ørstrøm
Produktionsleder: Katja Vallentin
Teaterleder: Susanne Vognstrup
Medvirkende: Eventyrteatrets Eventyrbørn

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s