‘One-eyed Willy and the Quest for the Big Chest’ – Crazy Christmas Cabaret 2014, London Toast Theatre

One-eyed Willy and the Quest for the Big Chest’: På tirsdag den 11. november har London Toast Theatre gallapremiere på den årlige Crazy Christmas Cabaret, der spiller julen over og for mange (her tænker jeg særligt på den store skare af trofaste publikummer) derfor indgår som fast ingrediens i og kickstarter af julestemningen. I år sætter London Toast Theatre skub i julen og vind i sejlene under (bæltestedet) med titlen ‘One-eyed Willy and the Quest for the Big Chest’. Fredagens forpremiere blev for mig et godt underholdt gensyn med London Toast Theatre i deres Crazy Christmas Cabaret anno 2014.

Crazy Christmas Cabaret 2014

© London Toast Theatre 2014, Foto: Thomas Petri

Hvor skal jeg dog starte, og hvordan og med hvilke ord skal jeg nu forsøge mig med at beskrive den forestilling, som jeg netop har været inde at se i Glassalen i Tivoli, dette års Crazy Christmas Cabaret ‘One-eyed Willy and the Quest for the Big Chest’? Jeg tror, jeg vil starte med nogle af de tanker, jeg fik gjort mig herom, inden jeg tog ind og så forestillingen.

 

Altid anderledes, aldeles aktivt og aldrig kedeligt

Den umiddelbare tanke frem til forestillingen fredag aften gik på den glæde, med hvilken jeg så frem til at komme ind og få et godt grin, samt til at se hvilke fandenivoldske og skrupskøre løjer de har fundet på til dette års Crazy Christmas Cabaret. Samtidig vendte mine tanker tilbage til den første gang jeg var inde i Glassalen og se Crazy Christmas Cabaret. Jeg havde den gang aldrig hørt om fænomenet, som det jo nu en gang er, eller for den sags skyld set noget lignende (findes det overhoved?!). Så jeg havde vitterligt ingen anelse om, hvad jeg skulle ind og se – eller måske snarere, hvad der skulle overgå mig.

For det var, og er til stadighed, en ret anderledes og for sin vis intimiderende oplevelse for mig sådan pludselig at blive inddraget undervejs som publikum, når det jeg mest af alt er vant til, er at sætte mig tilrette ved en forestilling og herefter kun ”deltage” med klapsalver – som man kender det bedst. Men næ nej, ikke med Crazy Christmas Cabaret, her går den ikke bare at sætte sig passivt, og overvære den historie der udspiller sig for øjnene af én. Her er du som publikum lige så meget en del af forestillingen, og man fornemmer af samme grund hurtigt, hvem der kommer fast hvert år. Og så er der så alle os andre, som kun har haft fornøjelsen et par gange, og derfor på bedste vis forsøger at hoppe med ind i den helt særlige stemning, der blandt andet skabes gennem faste ritualer.

Crazy Christmas Cabaret 2014

© London Toast Theatre 2014, Foto: Thomas Petri

Så på baggrund af disse indledende tanker, bliver de første ord jeg vil bruge til at beskrive Crazy Christmas Cabaret noget i stil med: altid anderledes, aldeles aktivt og aldrig kedeligt.

 

Livlig, hyggelig og ikke prætentiøs underholdning

Tilbage til forestillingen fredag sad jeg således spændt afventende på, hvad der ville komme til at ske af festlige indslag og gakkede løjer på scenen foran mig. Og en fest med en masse gak og løjer må jeg i hvert fald indrømme at det blev til, i de næsten to timer jeg befandt mig i Glassalen. Og dette fra start til slut. Men havde heller ikke ventet andet. Så bestemt underholdt, og dette på en livlig, hyggelig og ikke prætentiøs måde.

Holdet bag Crazy Christmas Cabaret, ledt an af Vivienne McKee, formår nemlig at byde os publikum hjerteligt velkommen ind i et hyggeligt (super huggeligt!) og hjemligt rum. Som den længe ventede gæst der imødekommes på en helt igennem hjertevarm og naturlig måde. Og alle har de en kæmpe spilleglæde, der er til at føle på.

Crazy Christmas Cabaret 2014

© London Toast Theatre 2014, Foto: Thomas Petri

Elsker Vivienne McKee for hendes misundelsesværdige livsglæde, evige ungdommelighed og skønne skønne udstråling. David Batesons herlige mimik og vidunderligt harmoniske cocktail af rå mandsstyrke og cuteness. Rikke Hvidbjergs overvældende smukke og kraftfulde sangstemme. Bennet Thorpe i rollen som den dansesprælske, skæppeskønne og søstærke skotte med den alt for lækre accent. Tina Robinsons finurlige og kamphungrende energi. Ikke at forglemme Andrew Jeffers i den uundværlige, kostumeoverloadede og altid fantastiske rolle som “The Dame”.

Crazy Christmas Cabaret 2014

© London Toast Theatre 2014, Foto: Thomas Petri

Et således yderst veloplagt og energisprudlende hold, der på en meget levende og ligefrem måde river publikum veloplagt rundt i historien om ‘One-eyed Willy and the Quest for the Big Chest’. Dette traditionen tro ud i ikke bare farverige og tempofyldte klassikere rent musikalsk, som passer overraskende godt ind undervejs i historiens hektiske fremdrift, men også ud i aktuelle hverdagslige og samfundsrelaterede referencer, dejligt platte ordspil, sjofle vittigheder og ikke mindst den super sofistikerede selvironi. Det hele i en konstant og velafbalanceret vekselvirkning mellem henholdsvis underspil og overspil.

 

En julekurv fyldt med sprængfarligt krudt og energi

Og lidt jul blev det da også til, fint indpakket i denne festlige overdådighed. Så med dette års Crazy Christmas Cabaret ‘One-eyed Willy and the Quest for the Big Chest’ får du en julekurv fyldt med sprængfarligt krudt og energi, samt skrupskør humor og lummer hygge ud i pirateri. Dette med alt hvad der dertil hører af sværdkampe, rom, skruppelløse løgne og hotte hæmninger. Og det i mødet med alt fra en noget blandet landhandel af en pirat-besætning, en helt særegen fugl med et noget oprejsende navn, til en særdeles gusten slavehandler samt en masse fantastiske kostumer, sange og farver med meget mere og andet. Hvis du da ellers er klar pirat?!

Crazy Christmas Cabaret 2014

© London Toast Theatre 2014, Foto: Thomas Petri

 


Titel: ‘One-eyed Willy and the Quest for the Big Chest’
Sted: Glassalen, Tivoli
Spilleperiode: 7. nov. 2014 – 3. jan. 2015 (desuden i Musikhuset i Århus fra 8-10. jan. 2015)
Varighed: ca. 1 time og 45 min. inkl. pause

Instruktion og manuskriptforfatter: Vivienne McKee
Komponist og musikalsk arrangør: Stuart Goodstein
Koreograf: Peter Friis
Scenograf og kostumedesigner: Kirsten Brink
Lysdesign: Bjarne Olsen
Lyddesign: Claus Wolter
Band, The Nautical Trio: Stuart Goodstein, Søren B. Petersen, Tom Højlund Olsen
Medvirkende: Vivienne McKee, David Bateson, Andrew Jeffers, Bennet Thorpe, Rikke Hvidbjerg, Tina Robinson, Claus de Licthenberg

One thought on “‘One-eyed Willy and the Quest for the Big Chest’ – Crazy Christmas Cabaret 2014, London Toast Theatre

  1. Pingback: Tak for de første tre blog-år! |

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s