‘Don’t Touch Nefertiti’ – Crazy Christmas Cabaret 2015, London Toast Theatre

Don’t Touch Nefertiti’: Tirsdag den 10. november havde London Toast Theatre premiere på dette års Crazy Christmas Cabaret ‘Don’t Touch Nefertiti’. ‘Don’t Touch Nefertiti’ er et ægyptisk skatkammer propfyldt med sagnomspunden spænding og uhygge, festlig sang og dans, crazy komik og en faraosk god energi! Så efter godt to timers intens underholdning cykler jeg opløftet hjem igen, med et smil der har trukket sig et godt stykke vej op mod mine ører, og med sangteksten ”It’s all about that bass (face?!)” kørerende på repeat.

© London Toast Theatre 2015, Foto: Thomas Petri

© London Toast Theatre 2015, Foto: Thomas Petri

‘Don’t Touch Nefertiti’ finder sted i 1920’ernes Ægypten. Vi befinder os i tiden efter fundet af den unge farao Tut Ankh Amons grav, hvor gisninger om og søgningen efter den smukke ægyptiske dronning Nefertiti’s gravsted endnu er i fuld gang. Her møder vi blandt andet den sensuelle og kryptiske arkæolog, Rosetta Stone (Vivienne McKee), den elegante adelsmand med den charmerende britiske accent og fremtoning, Lord Albert Carnarvon (Caspar Phillipson), den henrivende og ærkeamerikanske Fanny Golightly (Katrine Falkenberg) og den stærkt passionerede Gunther von Hinten (David Bateson). Alle har de en agenda, men hvilken? Og vil den blive ført ud i livet? Et er dog sikkert, og det er at alt kan ske – det er jo trods alt en Crazy Christmas Cabaret!

Don't Touch Nefertiti

© London Toast Theatre 2015, Foto: Thomas Petri

Og så skal jeg ellers lige love for at der bliver sat godt gang i både festligheder, dobbelttydigheder, satire, uhygge, mystik og spænding samt et hav af overraskelser fra start til slut i ‘Don’t Touch Nefertiti’.

 

Mødet mellem det konstant uforudsigelige og forudsigelige
Hvad kommer de mon med af vilde påfund i år, ud i replikker, kostumer, scenografi og karakterer i ‘Don’t Touch Nefertiti’? Det er aldrig helt til at vide, og så alligevel lidt. For i Crazy Christmas Cabaret hersker traditioner og overraskelser i en skøn symbiose, hvor genkendelsen i det nye materiale er med til at forstærke fortællingens komik. Komikken og de i forvejen stærkt lumre undertoner, eller nok nærmere overtoner, skabes således i et løjerligt sammensurium og samspil mellem tilbagevendende og højt elskede karakterer, altid ekstravagante kostumer, aktuelle samfundsemner, et plot med flere agendaer på kryds og tværs, de gode og mindre gode, en masse musikalske hits i nye former samt ikke mindst den aktive inddragelse af publikum. Alt sammen noget der er med til at gøre Crazy Christmas Cabaret til sin helt og aldeles egen.

© London Toast Theatre 2015, Foto: Thomas Petri

© London Toast Theatre 2015, Foto: Thomas Petri

Og nu ved jeg godt, at jeg har skrevet det før, men særligt det her med at publikum ikke bare får lov til at sidde og se passivt til, men rent faktisk indgår som en del af selve forestillingen ved direkte inddragelse og deltagelse, var for mig en kæmpe omvæltning, og en på mange måder meget grænseoverskridende oplevelse, da jeg så min første Crazy Christmas Cabaret. Men når man så først har prøvet det, så kan man altså ikke rigtig undvære det, fordi det skaber en helt særlig stemning, når vi som publikum inddrages på denne helt særegne måde. Jeg må derfor indrømme, at jeg savnede nogle flere instrukser i ‘Don’t Touch Nefertiti’, som der ellers plejer at være en hel del af. Og så kommer jeg da også netop i tanke om at en klassiker som ”Daisy’s opkald” desværre glimrede ved sit fravær.

De her ”wake-up-calls” til publikum er en så stor del af det, der for mig er essensen af Crazy Christmas Cabaret, og det håber jeg selvfølgelig, at det vil blive ved med at være i lige så stor udstrækning som tidligere, også fremover.

 

Smittende energi
Noget af det bedste ved Crazy Christmas Cabaret er, efter min mening, dog først og fremmest den energi der bliver lagt for dagen, når holdet bag indtager scenen. Deres fantastiske sammenspil og yderst smittende drive viser, at der her er tale om nogen, der virkelig elsker og går op i det de laver med liv og sjæl. Men de er også virkelig gode til det.

Sad undervejs i ‘Don’t Touch Nefertiti’ og smilede ved tanke om, hvor utroligt underholdende mange af scenerne, men særligt nogle udvalgte, må have været ikke mindst at øve – personligt ville jeg have haft virkelig svært ved at holde masken, og blive i rollen. Men selv når de bliver hylet ud af den fra tid til anden og ikke er i stand til at holde masken længere og helt ukontrolleret griner med, bliver det hele bare lige en tand sjovere. Det giver altså bare lige det der ekstra, som der heldigvis altid er plads til i Crazy Christmas Cabaret.

© London Toast Theatre 2015, Foto: Thomas Petri

© London Toast Theatre 2015, Foto: Thomas Petri

Energien himself var endnu en gang den sprudlende Bennet Thorpe, der i rollen som særligt Essex Jones, men også i rollen som Mohammed, får fyret godt op under handlingen i ‘Don’t Touch Nefertiti’. Den der vilde hoppende og sprælske tilstedeværelse, gør altså bare et eller andet. Men også David Bateson, formår igen og igen at imponere og underholde med sine stive bevægelser, udtalte mimik og let læspende accent. De to evner virkelig den fysiske komiks kunst.

 

’Great Gatsby’-vibes
Og kostumerne i ‘Don’t Touch Nefertiti’! De fangede i høj grad min opmærksomhed. Jeg er nemlig ret så vild med det charleston og ’Great Gatsby’-vibe der herskede i de mange glamourøse skrud og fikse snit. Smagfuldt og kækt på en og samme tid. Som altid er det dog Andrew Jeffers mange fantastisk overdådige og outrerede outfits, det ene vildere og mere karikeret, kreativt og underholdende end det andet, der uden tvivl tager prisen for de mest slående kostumer forestillingen igennem.

© London Toast Theatre 2015, Foto: Thomas Petri

© London Toast Theatre 2015, Foto: Thomas Petri

 

Feststemning og gåsehud
Endelig er der musikken i Crazy Christmas Cabaret, der udgør en kæmpe del af forestillingen. Velkendte beats med nye overraskende budskaber, som giver de mange kendingsmelodier en helt ny betydning, satte skub i handlingen i ‘Don’t Touch Nefertiti’.

Det var dog især sange som ’Uptown Funk’ og ’It’s all about that bass’ der fik mig i festlig stemning, og gav mig lyst til at synge med. Og så bliver jeg simpelthen nødt til at komplimentere Caspar Phillipson og Rikke Hvidbjerg i deres flotte fremførelse af den rørende og stærke theme song fra ’Spectre’ ’Writing’s on the Wall’, samt Katrine Falkenbergs virkelig smukke præstation i sangen ’Let it Go’. Det gav mig altså gåsehud på den gode måde, må jeg indrømme! Nu er det selvfølgelig også sange, som jeg er ret glad for i forvejen. Men alligevel, hvis de stadig kan ramme mig i en helt anden kontekst som Crazy Christmas Cabaret, fremført af andre end den eller de originale kunstnere, som det er tilfældet, så kan det kun være fordi det er gjort godt.

Don't Touch Nefertiti

© London Toast Theatre 2015, Foto: Thomas Petri

Men mere vil jeg ikke fortælle her. Resten må du vist hellere selv tage ind og opleve og lade dig overraske af.

 


Titel: ‘Don’t touch Nefertiti’
Sted: Glassalen, Tivoli
Spilleperiode: 7. nov. 2015 – 9. jan. 2016 (desuden i Musikhuset i Århus fra 14-16. jan. 2016)
Varighed: ca. 1 time og 45 min. ekskl. pause

Instruktion og manuskriptforfatter: Vivienne McKee
Komponist og musikalsk arrangør: Stuart Goodstein
Koreograf: Peter Friis
Scenograf og kostumedesigner: Kirsten Brink
Band, King Tuts Trio: Stuart Goodstein, Søren B. Petersen, Tom Højlund Olsen
Medvirkende: Vivienne McKee, David Bateson, Andrew Jeffers, Bennet Thorpe, Rikke Hvidbjerg, Katrine Falkenberg, Caspar Phillipson, Claus de Licthenberg

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s