‘Sarah’– Folketeatret

‘Sarah’: I brudstykker fra et langt levet liv får jeg et glimt af en svunden tid, der har sat sit præg og skabt en historie. Et helt liv, på godt og ondt, med store personligheder og personer, der har fyldt og sat deres aftryk. Det er ikke mindre end selveste Sarah Bernhardts liv, der udspiller sig foran mig, fortalt af hende selv, eller det vil sige, af Ghita Nørby i rollen som Sarah Bernhardt. Personligt har jeg desværre aldrig tidligere haft fornøjelsen af at se Ghita Nørby udfolde sine evner på en scene. Og det er vitterligt et ‘desværre’, for ‘Sarah’ var på sin helt egen lunefulde måde en virkelig rar og underholdende forestilling, som samtidigt markerer Ghita Nørbys eget punktum på de skrå brædder.
‘Sarah’ havde premiere tirsdag den 4. april på Folketeatret, og spiller frem til og med tirsdag den 23. maj.

Sarah

© Folketeatret 2017, Foto: Thomas Petri

Der er nu noget helt særligt ved pludselig at være i samme rum, som en skuespillerinde, jeg ellers kun har fulgt på filmlærredet. Sådan pludselig at sidde der, og se hende stå på scenen lige foran mig. I levende live. Det synes jeg i hvert fald er en ret fantastisk oplevelse. Og en oplevelse teatret i den grad er leveringsdygtig af. Så derfor skulle jeg selvfølgelig opleve Ghita Nørby på de skrå brædder. Jeg indrømmer af samme grund også blankt, at jeg udelukkende gik efter forestillingen ‘Sarah’, for netop dette, at se Ghita Nørby spille skuespil på en scene. Det var først bagefter, at jeg fik sat mig ind i, hvad stykket egentlig handlede om. Skuffet blev jeg dog ikke, for ligesom Ghita Nørby er også Sarah Bernhardts person og historie, noget jeg har været fascineret af lige fra starten.

 

På et hængende hår
I Ghita Nørbys tilfælde er det først og fremmest hendes skælmske smil, drilske glimt i øjet, rungende latter og positive energi, der har underholdt og fastholdt mig i de utallige danske spillefilm og serier, som jeg har set hende i efterhånden.

Sarah

© Folketeatret 2017, Foto: Thomas Petri

Så nu skulle det altså være. Nu skulle jeg langt om længe opleve Ghita Nørby på scenen, og det i forestillingen ‘Sarah’. Men det var så også på et hængende hår. For ikke nok med at markere Ghita Nørbys 60-års jubilæum som skuespiller, er ‘Sarah’ også samtidigt hendes afskedsforestilling. ‘Sarah’ blev af sammen grund noget af en oplevelse, som jeg i den grad er glad for at have med mig. Både det at se Ghita Nørby på scenen, men også intensiteten omkring hele forestillingen, fordi der netop er tale om en afskedsforestilling. At jeg ikke fik set hende på scenen før nu, det kan jeg så kun ærgre mig over her bagefter. Jeg havde dog forsøgt mig tidligere, uden held, med ‘Skærmydsler’, fordi Ghita Nørby desværre måtte melde fra (og selvom at jeg nu ved, hvad jeg nok er gået glip af den gang, var det stadigvæk en rigtig god oplevelse i selskab med både Malene Schwartz og Sonja Oppehagen).

 

Et levet liv på de skrå brædder
I ‘Sarah’ portrætterer Ghita Nørby i glimt, den franske skuespillerinde, Sarah Bernhardts liv, over en sommerdag, og -nat, i hvad der bliver Sarahs sidste sommer. Fragmenterne fra et levet liv, kommer dog først rigtigt til live, når Sarah sammen med hendes tro sekretær, George Pitou (Preben Kristensen), lader forskellige scener fra hendes liv udspille sig på tagterrassen under den bagende sol – og senere også under den brændende aftenhimmel og mørke nattehimmel samt i den lyse morgenstund. For hendes historie skal og må nedskrives, og det har de jo gjort en gang før, hende og Pitou, så det må jo også kunne lade sig gøre igen.

Sarah

© Folketeatret 2017, Foto: Thomas Petri

‘Sarah’ er en fin fortælling, hvor Sarah Bernhardt på herligste vis genoplever betydningsfulde øjeblikke, der alle, på den ene eller anden måde, har sat deres fodspor gennem hendes begivenhedsrige liv. Og som publikum blev jeg således taget med til et underholdende og spændende erindringernes land. Samtidigt var det min personlige oplevelse at ‘Sarah’, måske netop i kraft af Ghita Nørbys egen forestående afsked med scenen, uden anden sammenligning med den selviscenesættende Sarah Bernhardt, leverede en del paralleller til hvad der kunne være Ghita Nørbys eget levede liv som skuespillerinde på de skrå brædder; Om hvad og hvor meget man giver af sig selv til sit publikum, samt om hvad det i det hele taget kræver af én, når man står der i projektørens varme spotlys.

 

Komplementerer hinanden på bedste vis
Ikke uden Preben Kristensen i rollen som Pitou, havde det dog været det helt samme at få leveret de mange små erindringer bid for bid. For det var i dette særlige ping-pong-sammenspil mellem Ghita Nørby og Preben Kristensen, at der blev skabt de helt rigtige klukkende vibrationer ude blandt os publikum. Der var som sådan ikke nødvendigvis kun tale om de helt store handlinger eller ord, men nok mere de her små ting, og nogle gange uudtalte ord og situationer, som alle på en eller anden måde kunne relatere sig til, og derfor ikke fandt svært, som publikum, at grine med på, eller blot sidde og smile lidt for sig selv af.

Sarah

© Folketeatret 2017, Foto: Thomas Petri

Begge par, Ghita Nørby og Preben Kristensen, såvel som Sarah Bernhardt og Geroge Pitou, komplementerede således hinanden på bedste vis; Om det var, når Sarah hundsede rundt med Pitou, når en af dem glemte hvad de skulle huske, eller Sarah fra det ene øjeblik til det andet gik i stå, eller faldt over den helt perfekte måde at formulere og beskrive scenerne fra hendes livs skuespil på. Det var dog alligevel først og fremmest situationerne, hvor Pitou, efter megen modstand, gang på gang indtog de mange biroller fra Sarahs liv. Noget han gjorde med en fantastisk stor indlevelse, når han ellers først kom rigtigt i gang.

 

Rødglødende solnedgang
Og så var der scenografien. En enkel og på ingen måde prangende baggrund, og dertilhørende detaljer, der tilsammen gav den helt rette stemning. Det bedste var dog uden tvivl den naturligt foranderlige udsigt fra tagterrassen udover havet og den smukke himmel. En fantastisk måde at give en ellers uforanderlig scene et tidsperspektiv, fra dag henover nat til en ny dag – med en fantastisk smuk og rødglødende solnedgang, og senere månen, der spejlede sig i havets rolige overflade. Og så selvfølgelig den brændende sol, der, da dagen var på sit højeste, bankede  ned over tagterrassen, Sarah og Pitou, som en ”knytnæve”.

Sarah

© Folketeatret 2017, Foto: Thomas Petri

Himlen og havets farver og gang blev samtidigt en kontinuerlig bevægelse, der indikerede sindsstemningen på tagterrassen. Der er, efter min mening, tale om en super smart og utrolig enkel løsning, som jeg ofte tog mig selv i at sidde og betragte, for at fange de små forandringer, men også bare for at se på de altid dragende og smukke farver, der udspiller sig mellem himmel og hav.

 

Essensen af Ghita
Tilbage på scenen sidder så Ghita Nørby, i Sarah Bernhardts farverige klæder og viltre hårpragt, med benene dinglende fra bordkanten, malet i ansigtet som en klovn – og dette en ellers ret trist klovnemakeup, hvis du spørger mig – alligevel, er det ikke til at overse hendes evindeligt positive energi, som altid skinner igennem. End ikke paryk, klæder og makeup kan skjule det skælmske smil og drilske glimt i øjet! Som kun Ghita Nørby kan gøre det, fordi det er Ghita Nørby. Og dette selve essensen af hende, som jeg til stadighed håber at se meget mere til – om ikke på scenen, så forhåbentlig på film og i andre kulturelle sammenhænge.

Sarah

© Folketeatret 2017, Foto: Thomas Petri


Titel: ‘Sarah’
Sted: Folketeatret, Store Scene
Dato: 4. apr. – 23. maj. 2017
Spilletid: 1 time og 25 minutter uden pause

Forfatter: John Murrell
Instruktør: Kasper Wilton
Bearbejdelse: Bente Kongsbøl
Scenograf: Efter Birgitte Mellentins forlæg v. Søren Glad
Medvirkende: Ghita Nørby og Preben Kristensen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s